Superorganism startede en genert popfest i Lille Vega

Superorganism er et band ud over det sædvanlige. Man kan måske endda stille spørgsmålstegn ved, om de overhovedet er et band, et musikkollektiv, et kunstprojekt eller noget helt fjerde. Gruppens otte medlemmer har mødt hinanden på internettet på tværs af kontinenter og bor nu sammen i en lejlighed i London, hvor lydfiler, billeder og visuals cirkulerer mellem soveværelserne.

Bandkonstellationen med den kun 19-årige japanske Orono i front, tre korsangere, tre instrumentalister og et hav af gamle keyboards på scenen er ret unik, og særligt var det interessant at se, hvordan gruppen tilskriver det visuelle på scenen stor betydning. Der var smæk på farvestrålende, videospil-lignende visuals, og så eksperimenterede korsangerne endda med indstuderet koreografi på scenen. Men at starte en quirky popfest i et halvtomt Lille Vega en søndag aften er en svær opgave, og det var måske også derfor, at gruppens skæve og humoristiske lo-fi-pop ikke blev forløst 100 procent.

Superorganisms selvbetitlede debutalbum udkommer først på fredag, og som følge deraf var en stor del af setlisten ukendt for de fleste. Men mange af Superorganisms numre har dog virkelig fine tekstlinjer og catchy omkvæd, der gjorde, at man som lytter skærpede koncentrationen og nød de ukendte numre lige såvel som de kendte singler ‘Something For Your Mind’, ‘Everybody Wants to Be Famous’ og den nye ‘Reflections on a Screen’.

Særligt ‘Everbody Wants to Be Famous’ var et højdepunkt, hvor de farvestrålende visuals og det genkendelige omkvæd satte gang i noget, der mindede om en fest blandt publikum. Blandt de lettere og farvestrålende numre var der dog også plads til mere alvorlige øjeblikke – særligt det ikke udgivne nummer ‘Nai’s March’ om forsanger Oronos hjemby Tokyo.

Den 19-årige Orono er klart en af Superorganisms mest interessante karakterer, og selv om hun er den absolut mindste person på hele scenen, har hun masser af karisma, der gør det svært at tage øjnene fra hende. Igennem koncerten forsøgte hun at skabe kontakt til publikum – først med stille og rolig chit chat mellem numrene, men senere blev sniksnakken erstattet med lidt for overilede skrig og ordrer til publikum om at synge med på ‘Everybody Wants to be Famous’. Hendes ret aggressive måde at inddrage publikum på virkede desværre en lille smule malplaceret, og som publikum føltes det som om, man ikke rigtig kunne leve op til bandets forventninger, selv om man gerne ville. Som om band og publikum ikke rigtig kunne enes om, hvilken slags koncert det skulle være.

Superorganism har heller ikke mange koncerter i bagagen endnu, og det er klart, at de selv er ved at finde sig til rette i deres liveshows. Korsangernes koreografi og kronisk quirky attitude virker stadig lidt ikke-intuitiv, og Oronos snak med publikum og bandmedlemmer lyder en smule usikker. Men gruppen bør helt bestemt belønnes for at turde eksperimentere lidt med liveformatet, og der er ingen tvivl om, at de under lidt mere gavmilde omstændigheder vil kunne skabe nogle virkelig sjove koncertoplevelser.

Læs også: Breakin’ Sound 2018: De 15 mest lovende udenlandske navne