Ny urbanfestival i København skyder programmet i gang med Yung Lean og Bhad Bhabie

Ny urbanfestival i København skyder programmet i gang med Yung Lean og Bhad Bhabie

Tilbage i juli blev den nye urbanfestival Hafnia Zoo annonceret, dog uden nærmere information omkring lineup og lokation. Nu har festivalen annonceret dato, lokation samt de første bookinger til programmet.

Hafnia Zoo bliver en endagsfestival, der kommer til at foregå 13. juli i Tap1 på Amager. De første navne til lineuppet er svenske Yung Lean og den amerikanske rapper og internetpersonlighed Danielle Bregoli, der også er kendt under kunstnernavnet Bhad Bhabie.

Bregoli blev som 13-årig kendt for en optræden i Dr. Phils talkshow, hvor hun sagde det nu famøse citat »Catch me outside, how about that«, der grundet hendes lidt slørede udtale transformerede sig til ‘cash me ousside howbow dah’-memet. DJ Suede The Remix God brugte citatet som et centralt sample i sangen ‘Cash Me Outside (#CashMeOutside)’, der blev et mindre hit, og på den måde blev Bregolis karriere i musikverdenen skudt i gang.

Et par måneder senere debuterede hun som rapper under navnet Bhad Bhabie med sangen ‘These Heaux’, der røg direkte ind på den amerikanske singlehitliste. Hun er den tredjeyngste kunstner til nogensinde at optræde på Billboard-hitlisten, kun overgået af JoJo og Stevie Wonder. Sidenhen har hun udgivet yderligere fem singler, herunder hendes hidtil største hit, ‘Hi Bich’.

Yung Lean og hele hans Sad Boys-univers slog igennem tilbage i 2013 med numre som ‘Kyoto’ og ‘Ginseng Strip 2002’, og svenskeren har siden da samlet sig et dedikeret følge af kultfans. Han udgav sidste år sit hidtil bedste album med ‘Stranger’.

Ifølge en pressemeddelelse vil Hafnia Zoo præsentere både internationale og danske navne fra den urbane scene. Flere kunstnere til programmet følger inden længe.

Hafnia Zoo
13. juli
Tap1
Billetpris: 565 kr.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af