Bedst som vi troede, vi havde styr på alle de gigantiske udgivelser, vi går i møde, kommer ASAP Rocky lige ind fra højre og tilføjer endnu en release til den stjernespækkede hiphop-sommer. Han har længe smidt om sig med gådefulde teasers, men nu lader det til, vi endelig kan udlede noget rigtigt om hans kommende projekt: Rocky har færdiggjort albummet ’Testing’, han har sluppet coverart til projektet, og det lander sandsynligvis allerede nu på fredag den 25. maj.
Nyhederne landede drypvis over weekenden, hvor Rocky lagde ud med at livestreame en form for kunst-optræden under titlen ’Lab Rat’ i Sotheby’s kunstauktionhus i New York. Showet bød på halvanden times Calvin Klein-klædt Flacko (aka. Fashion Killa, om man vil) i et glasbur, hvor han leger både lys- og sample-effekter, spiser chili og taler om udfordringerne ved at lave musik. Til slut i optrædenen afslørede han coveret til sit kommende projekt: ’Testing’.
Efter laboratorie-showet lade Flacko et billede på Instagram, der afslører, at ‘Testing’ er »all done«. Dette blev efterfulgt af endnu et billede med tallene »525«, hvorfor vi gætter, der menes 25. maj – det vil sige nu på fredag.
Var forventningerne ikke allerede høje nok, kan vi toppe dem med den seneste opdatering fra musikjournalist og Tidal-redaktør Elliot Wilson, der har lækket et billede, som afslører projektets vilde features: Kid Cudi, Skepta og Moby. Under Lab Rat-streamingen blev der leget med adskillige Moby-samples, så det hele lader til at hænge ganske godt sammen.
Se Lab Rat-streamen og de forskellige opdateringer herunder.