DJ Kozes tætpakkede pladetaske er fyldt med dagslys og retrostemning

DJ Kozes tætpakkede pladetaske er fyldt med dagslys og retrostemning
DJ Koze.

Den tyske musiker og Pampa-pladeselskabsstifter DJ Koze er kendt for sine tætpakkede housealbum, der i form og indhold minder mere om mixtapes eller små, improviserede liveset. Og i de seneste fem år er det netop mixes og kompilationer, som bagmanden Stefan Kozalla har lagt sine kræfter i. Imens har soloproduktionerne fra hans hånd ligget og spiret i dagslyset så længe, at de nærmest på forhånd har slået retro-rødder. Nu samler han endelig tråden op fra sit succesalbum ’Amygdala’ (2013), tydeligvis med både maksimalismen og gæstfriheden i behold.

Ved første indtryk kan DJ Kozes måde at sammensætte elektronisk musik på virke lidt retningsløs og uoverskuelig. De flagrende, flamboyante armbevægelser er ligesom blevet en del af hans udtryk. Men det er som om, de bliver endnu tydeligere i dagslys. Og lytter man sig først lidt ind i hans nye, mere end 78 minutter lange album, danner der sig mønstre og temaer, som er værd at samle koncentrationen om. I et højere, men samtidig mere sommerdovent humør end nogensinde, skaber DJ Koze sit eget, kølige overblik gennem skiftevis himmelblå synthsekvenser og mere dansegulvsvenlige trommespor.

Sangerinderne Sophia Kennedy og Róisín Murphy optræder undervejs som inspirerende muser for den ekspressionistiske kunstner-dk. Deres modne vokaler er i selskab med blæsere, claps og shakers med til at skabe den tilbagelænede retro-vibe, der gennemsyrer albummet især via et nummer som ’Illumination’. Men også aktuelle, elektroakustiske soloartistier og producere som José Gonzáles og Mano Le Tough lægger vejen forbi DJ Kozes nærmest festivalagtige house party.

Det er ikke nogen følelsesmæssigt intens lytteoplevelse, DJ Koze lægger op til. I stedet må man beundre ham for hans klare, musikhistoriske overblik og sans for lydlig diversitet. Alligevel er det ’Knock Knock’s to første numre, ’Club der Ewigkeiten’ og ’Bonfire’, samt mere subtile mellemspil som ’Seeing Aliens’, der bliver ved med at banke på døren til lytterhjertet med deres dunkle, personlige rytmer.


Kort sagt:
DJ Koze har på ‘Knock Knock’ pakket pladetasken så tæt, at nogle af numrene næsten ikke lader sig hive op for at blive taget ordentligt i betragtning. Til gengæld er han gået tilpas all-in på en livestemning fuld af retrovokaler og melodisk sommersynth.

DJ Koze. 'Knock Knock'. Album. Pampa.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af