Saveus er ikke klar til at dø på mørkrandet og følelsespumpet debutalbum
Martin Hedegaard valgte at kickstarte sin karriere på den øverste dramatiske tinde, da han uden varsel slyngede den voluminøse, elektroniske gospelsoul på debutsinglen ‘Levitate Me’ rundt i Koncerthuset til P3 Guld i 2015. Det var en forløsende stjernestund for den hårdtarbejdende midtjyde, der havde forberedt sin genfødsel som Saveus gennem flere år, og de følgende singler samt den overbevisende ep ‘Will Somebody Save Us’ havde da også et euforisk, næsten jublende tilsnit.
På debutalbummet ‘Neuro’ leverer Martin Hedegaard stadig flere larger-than-life-stunder end nogen af sine popmusikalske kolleger her til lands, men de bombastiske kompositioner har nu en mørk og mere indadvendt grundtone. De høje ambitioner og forventningspresset i kølvandet på Saveus’ succes har haft en bagside, fornemmer man, når albummet åbner med den dirrende ‘Ready to Die’ – Hedegaard er ikke klar til at dø, erklærer han i det medrivende omkvæd, der ganske vist balancerer på kanten af det melodramatiske, men reddes hjem af desperationen i fraseringerne, der lyder ægte følt.
Som Saveus er Hedegaard særdeles gavmild med sine følelser, hvilket giver det højstemte udtryk den afgørende troværdighed; hvis du er desperat nok til at påkalde Gud, kan du ligeså godt gøre det skrigende.
‘Ready to Die’, gospelballaden ‘Time Can Heal a Man’ og den gnistrende, tempofyldte ‘Voidwalker’ er de numre, der lyder mest som popsnedkeren Saveus: En side af Hedegaards talent, der ellers træder i baggrunden på et album, der med stort mod udforsker de mere hårdtslående elektroniske genrer. Mest ekstremt på den næsten The Prodigy-lydende ‘Greatness or Madness’, hvor Hedegaard parrer ondskabsfulde lasersynths og forvrængede vokaler med soulede klaveransatser og koklokke. Et eksperiment, der hælder mere til det gale end det geniale.
Genreblenderen kværner også for fuld skrue på den højspændte ‘Interloop’, hvor nøglestrofen »I want to be somebody else« gentages igennem et maskinelt robotfilter, inden aggressive synths, energiske elektroniske trommer og (naturligvis) et jublende gospel-chant netop synes at transformere Hedegaard fra pæn popdreng til uforudsigelig house-gud.
Mere mådehold viser Saveus på de afdæmpede ‘And Here the Cycle Ends’ og ‘Erase My Mind’, hvor de kuldslåede guitarriff udløser en melankolsk The xx-smagende stemning, og Hedegaards fintfølende og alsidige vokal fortjent træder i forgrunden.
Saveus står midt i en hvirvelvind af en udvikling på ‘Neuro’, både personligt og musikalsk, og det får sangene til at vibrere, stritte og leve. Selv om han skulle parkere nogle af albummets eksperimenter her, vokser Hedegaard forhåbentlig ikke fra sin musikalske nysgerrighed og naivitet. Indtil nu har den bragt ham hele vejen til Orange Scene. Det glæder vi os til.
Kort sagt:
På debutalbummet ‘Neuro’ leverer Martin Hedegaard stadig flere larger-than-life-stunder end nogen af sine popmusikalske kolleger her til lands, men de bombastiske kompositioner har nu en mørk og mere indadvendt grundtone. Med stort mod og skiftende held udforsker Hedegaard mere hårdtslående elektroniske genrer og kølige, guitarbårne stemninger. Den højstemte lyd balancerer ofte på kanten af det melodramatiske, men reddes hjem af en ægte følt desperation i Hedegaards fraseringer.