Siden 2011 har NorthSide foregået i Ådalen, og for de fleste af festivalens gæster hænger beliggenheden og festivalen derfor næsten uløseligt sammen. Det har dog hele tiden været et kendt faktum, at denne plads kun har været til låns frem til 2020, blandt andet fordi der skulle bygges lejligheder på området. Nu har festivalen dog fundet en ny – og fast – beliggenhed.
Fra 2021 kommer NorthSide til at foregå i Eskelund i Viby, omtrent tre kilometer fra Aarhus Hovedbanegård. Ligesom Ådalen ligger området op ad Aarhus Å.
NorthSides talsmand John Fogde udtaler til Soundvenue: »Der sker lige nu en udviklingsproces, der handler om at få tegnet et område derude, som ikke bliver lavet som en festivalplads, men lavet som en bypark, hvor man også kan lave festival – sådan så borgerne kan få noget ud af det her område hele året«.
Han kalder stedet for »et stort grønt område, som måske minder mere om Tusindaarsskoven i Odense (hvor Tinderbox afvikles, red.), end det minder om det område, vi er på i øjeblikket. Det er kuperet, men det hælder slet ikke på samme måde som Ådalen gør, og der er markant flere træer. Som jeg husker det, så har vi lidt over 40.000 m2 i Ådalen lige nu, og jeg mener, at vi er oppe på omkring 55.000 m2 i Eskelund. Så det er også et markant større område«.
John Fogde mener, at Eskelund byder på mange gode muligheder for NorthSide i fremtiden: »Hovedpladsen i Ådalen er jo i bund og grund bare en stor cirkel, og det vil sige, at det har været svært for os at finde lommer til at lave oaser og sjove tiltag og områder, hvor man kunne trække sig lidt væk. Sådan som jeg ser tegningen for Eskelund, så er dette område bygget op på en måde, hvor det vil være lettere for os at lave små lommer og hemmelige områder«. Fogde refererer til tiltag som Kolonihaven, Outside og Sideshow som eksempler på nogle af den slags ‘lommer’, der muligvis vil være bedre plads til i Eskelund.
NorthSide 2019 afvikles anden weekend i juni. Der er endnu ikke udmeldt specifikke datoer, så det står altså hen i det uvisse, hvorvidt festivalen vil gentage torsdag-lørdag-formatet, eller om de vil vende tilbage til tidligere års fredag-søndag-format – eller måske endda noget helt tredje.
Læs også: Højdepunkter: 13 magiske NorthSide-øjeblikke fra årets festival, vi ikke glemmer foreløbigt
Læs også: Diagnose: NorthSide er rendt ind i en identitetskrise