1. Kesis sublime showmanship
Da Kesi og Gilli indtog Green Stage torsdag eftermiddag, holdt de en gennemført fest – og det kan så godt som udelukkende tilskrives Kesis sceneoptræden.
Allerede fra øjeblikket, han dansede ind på scenen til ’God dag’, havde Kesi publikum i sin hule hånd. Med feststemt attitude, underholdende kommentarer og en energisk hoppen rundt på scenen udviste rapperen overlegent overskud, og samtidig formåede han at være både nærværende, determineret og dedikeret i sin levering, så småfejlene ærligt talt syntes fuldkommen ligegyldige.
Kesi havde hele hjertet med sig i sin optræden, der tog ham helt ud over scenekanten – helt ned til tvivlerne bagerst blandt publikum.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
2. Björks elegante fløjteensemble
Er du (også) en af dem, der har fundet Björks fløjtebaserede album ‘Utopia’ en anelse kedsommeligt og heller ikke blev overbevist af hendes nylige visit hos Jools Holland, havde du måske set frem mod stjernens NorthSide-koncert med bange anelser.
Björks syv kvinder store fløjteensemble fremstod imidlertid som meget mere end en gimmick. Den pyntesyge trup var visuelt betagende og elegant integreret i den frodige scenografi, men vigtigere endnu gav fløjterne mening i de nye såvel som gamle sange – sirligt arrangeret i flere stemmer.
På en klassiker som ‘Isobel’ var fløjterne værdige stedfortrædere for originalens strygere, imens de på den nye ‘The Gate’ bidrog med en sælsom, undersøisk stemning og demonstrerede, at en tværfløjte kan levere et effektfuldt hook. Hvem andre end Björk kan præstere dét på NorthSide?
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
3. The War On Drugs’ trommeslager gav os Ringo Starr-vibes
Det er ikke hver dag, at man får associationer til noget så specifikt som Ringo Starrs look på The Beatles’ klassiske album ‘Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’ fra 1967. Men The War On Drugs-trommeslageren Charlie Hall havde fundet den broderede militærjakke frem af garderoben og flashede et solidt moustache.
Det var dog ikke blot på det ydre, at Hall havde ladet sig inspirere af den legendariske trommeslager fra Liverpool. Med sin fysisk ekspressive spillestil levede han sig helt ind i materialet og vekslede fornemt mellem et bundsolidt groove og detaljerige finesser – han havde således en stor aktie i, at bandets stemningsfulde rockvision foldede sig flot ud.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
4. Riche Hawtins ensomme, tomme techno-tordenvejr
Man anede det allerede, da det blev offentliggjort. Techno-legenden Richie Hawtin skulle lukke den store Grøn Scene torsdag nat, og man fik den der snigende og lidt trykkende følelse: Kan NorthSide det her? Dukker der nogen op til benhård Detroit-techno?
Nej, det kunne festivalen ikke, og ingen dukkede op.
Var der mod slutningen af koncerten 30-40 mennesker på pladsen foran scenen, hvor der kan være titusinder? Måske et par hundrede i starten? Det føltes i hvert fald helt skørt og nærmest en smule dystopisk at se NorthSide så mennesketomt, mens Hawtins audiovisuelle technokoncept bragede ud over pladsen. Som om han lige så godt kunne have stået på månen og spillet for intetheden.
Så ja, det her er et ambivalent højdepunkt. For selvfølgelig er det ikke optimalt, når alle er gået hjem før koncerten starter. Men hvis man accepterede præmissen, var der noget decideret magisk over at blive overskyllet af technobølger helt alene på NorthSide. Det var en nærmest privat og priviligeret oplevelse at være en af de meget, meget få, der havde opsøgt techno-dj’ens hemmelige midnatsmesse.
5. Thundercats fløjlsbløde falsetter
Det kan godt være, at man er tilbøjelig til at typecaste ham som en nørd, der bare har det tredobbelte sorte bælte i bas, men I guder, hvor kan Stephen Bruner også synge!
Om det så var engleblide serenader til hans kat Tron, hans kvaler med at balancere kærligheden med sine gamervaner i ‘Friend Zone’ eller den hudløst ærlige break-up-hjerteknuser ‘Them Changes’: Poesien rullede af hans tunge. Thundercats karamellækre, fløjlsbløde falsetter glødede om kap med solnedgangen bag ham.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
6. Queens of the Stone Ages overlegne lys-spektakel
Når lyden ikke kunne være med Josh Hommes mandlige ørkendronninger, så kunne lyset i det mindste.
Med sig havde QOTSA nemlig deres eget lysdesign, som i en overlegen, stram dans mellem farver og skygge iscenesatte bandets skarptslebne tungrock i en dramatisk visuel scenografi, som de færreste andre NorthSide-navne ville kunne matche. Man kunne endda næsten tro, at de bøjelige LED-pinde, som fik kærlige tjat på scenen, var lysende substitutter for søjlekaktusserne fra deres hjemstavn i Palm Desert.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
7. Liam Gallagher er en af de få rockstjerner tilbage i verden
»This one’s called ‘Rock’n’Roll Star’. There’s not too many left, yeah?«
Med disse ord – selvfølgelig maskeret som en henvisning til sig selv – åbnede Liam Gallagher sin koncert på NorthSide, og den tidligere Oasis-frontmand er da også en af de sidste store vaskeægte rockstjerner, der er tilbage i verden.
Med en solid overvægt af de store britpophymner fra 90’erne spredte gavflaben fra Manchester veloplagt nostalgi og påmindelser om rockens storhedstid, ligesom hans famøse attitude – evigt pendulerende mellem det kække og det arrogante – yderligere cementerede, at vi havde at gøre med en af de få, som er gjort af det stof, der skaber rockstjerner. Et stof, der stadig skinner sådan nogenlunde klart her i karrierens anden halvleg.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
8. Diplos konfettifyldte massefest
Der var den jo: Festen, vi alle havde ventet på.
Det var pænt tiltrængt. Især fordi Richie Hawtin torsdag ikke kunne tiltrække mere end en håndfuld folk til NorthSides måske mindst besøgte koncert i verdenshistorien, og fredagen mest bød på oplevelser i kategorien rock.
Men så kom Diplo og reddede dagen (eller rettere sagt natten): Han fyrede op for Mø, Major Lazer, en række remixes af hiphophits og en god omgang eurodance-kitsch. Fra Sean Paul til Vengaboys og tilbage til Diplos egne solosange: Vi fik det hele.
Og NorthSide var tydeligvis taknemmelige. Kroppe hoppede frem og tilbage og hænder røg i vejret, som om de prøvede at nå den sky af konfetti og glimmer, der regnede ned fra scenen. Det var fucking smukt og fucking tiltrængt.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
9. Tyler, The Creators følsomme moshpits
Ja, den er god nok: Man kan faktisk have en følsom moshpit!
For de lidt tøvende og meget høflige dansecirkler, der åbnede sig til Odd Future-grundlæggerens koncert, var faktisk et godt billede på det, der gør rapperen så speciel. Tyler anno 2018 er nemlig en kunstner, der er lige så fokuseret på at undersøge følelser, seksualitet og stemninger som på at smadre igennem.
Jo, jo, han kan stadig godt lide at skabe kaos som ‘Ain’t No Time’ eller ‘Deathcamp’ beviste. Men han er lige så tilpas, når han sidder i skrædderstilling og lader sin skrøbelige og meget uperfekte sangstemme svæve over festivalpladsen.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
10. Rhyes forelskede, fingerknipsende intimfest
NorthSide vægtede helt bevidst popfesten i lørdagens program, der lukkede med storstilede shows fra Beck, Diplo og Nik & Jay. Imens fandt en anderledes afdæmpet finale imidlertid sted på festivalens mindste scene, hvor Rhye forførte et overmåde dedikeret og ganske talstærkt publikum med sit sofistikerede og sensuelle take på moderne soul.
Ved blot at knipse med fingrene og væde læberne høstede den overjordisk velsyngende Mike Milosh massiv kærlighed fra NorthSide-folket, der i flere minutter efter koncerten fortsat skrålede de forelskede strofer fra balladen ‘Song For You’. Et bevis på, at den intime fest snildt kan trumfe den store i publikumsengagement.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
11. Marvelous Mosells crowdkontrol
Det kan godt være, at Tyler, The Creator havde crowden med sig, da han spillede NorthSides grønne scene op i minutterne inden, at Marvelous Mosell og Tue Track indtog den blå overfor, men det var intet mod det rødhvide makkerpars magt over folkemængden.
Det var en fornøjelse at se den uprætentiøst nostalgiske rapper charmere NorthSide-publikummet bagover og få dem til at lystre sit mindste, fjollede vink uden det mindste gran af overtalelse. Manden er simpelthen et omvandrende crowdkontrol-naturfænomen.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
12. C. V. Jørgensen spillede sommeren ind – ved at melde den forbi
Han er en hyppig gæst i det danske festivallandskab denne sæson, og det skal vi være taknemmelige over. For selv om den sjællandske rockpoet turnerer med stort set samme set som i 2010 og er kørende på foreløbigt 16. år uden nyt materiale, leverede C.V. Jørgensen det perfekte sommersoundtrack på NorthSide lørdag eftermiddag.
Seancens magiske øjeblik indtraf under ‘Sæsonen er slut’ – en af de smukkeste danske sommerhymner – hvor et solbeskinnet publikum klappede Rune Kjeldsens guitarsolo i gang, som på excellent vis indkapslede sangens anstrøg af melankoli og længsel.
Herfra skal opfordringen lyde om at fange C.V. på en festivalscene inden sæsonen er slut. Det siger sig selv.
13. Nik & Jays folkefest
Musikplakatens mest iøjnefaldende afstikker var uden tvivl Nik & Jay.
Duoen, der i godt 16 år har været genstand for så evindelig en latterliggørelse, men som alligevel med oprejst pande ufortrødent har leveret den ene gedigne popsjasker og top-corny linje efter den anden. At det skulle blive lige netop dem – bookingen, der har skabt allermest debat i år – der samlede folket allermest helhjertet, var en fryd at overvære.
For til trods for, at Nik & Jay aldrig bliver den danske popmusiks dygtigste drenge, er de gennemført skarpe på en scene. Fulde af så meget overskud, energi, autenticitet og drengerøvscharme, at det smittede af på hele NorthSides publikum. Nik & Jay er ægte som få, og de skabte hands down årets folkefest.
Læs vores anmeldelse af Nik & Jay HER og Se alle vores anmeldelser fra NorthSide HER.
Læs også: NorthSide: Publikums yndlingskoncerter – plus de største skuffelser