Queens of the Stone Age på NorthSide: Ørkenrotter med grus i det velsmurte maskineri

Queens of the Stone Ages albumformkurve har muligvis været dalende, hvis man trækker en streg fra deres magnum opus, 2002-albummet ‘Songs for the Deaf’, og frem til seneste langspiller ‘Villains’, men live har Josh Hommes slæng kun virket stærkere og stærkere, efterhånden som lineuppet stille og roligt er muteret med tiden.

I år var det de eksakt samme ansigter på Green Stage, som i 2014 kørte Ådalen midtover i en sand tour de force. Så godt skulle det dog ikke helt gå denne gang.

Gruset i ørkenrotternes ellers velsmurte maskine var især et katastrofalt lydbillede, som fra åbneren ‘Feet Don’t Fail Me’ og de næste fire numre frem kastrerede det ellers så potente band fuldstændigt. Man kan måske tilgive lydmanden for at have sovet igennem manglerne på åbningsnummeret og den letbenede ‘The Way You Used To’, som begge stammer fra ‘Villains’-albummet og bare har markant mindre bund og oomph end QOTSA’s tidligere bedrifter. Men når selv de ellers så direkte-efter-struben-rettede ‘Sick Sick Sick’ og ‘No One Knows’ lød som om bandet stod på bunden af en meget lille madkasse, fuld af mellemtone og foruroligende støvsuget for kalorier og punch, så burde man efterhånden vågne op.

Det skete heldigvis også. Midt i ‘The Evil Has Landed’ vågnede resten af PA-anlægget brat op til dåd. Om nogen bare havde glemt at trykke på standby-knappen, eller hvad fanden det var der skete, må stå hen i det uvisse, men det er fantastisk pinligt først at få styr på sagerne midt i en 15 numre lang koncerts femte nummer, og i 25.000 publikummers påhør.

Anderledes tjek var der på det visuelle. Med sig havde QOTSA nemlig medbragt sit eget lys-setup, som koncerten igennem leverede noget af det mest gennemtjekkede, velkoreograferede og stramt farvekodede scenelys, undertegnede endnu har set i festivalregi – og noget, der for en gangs skyld fint målte sig med den skarptslebne præcision, bandet selv udviste på scenen.

Efterhånden som sætlisten bevægede sig fra ‘Domesticated Animals’ – hvor Homme manede sikkerhedsvagterne foran scenen til besindighed med replikken »Security, you work for me. They can do what they want, now is the time to cut loose!« – over en ømskindet ‘Long Slow Goodbye’ dedikeret til afdøde Anthony Bourdain, hvor Troy van Leeuwens lap steel for alvor græd blod, og til ‘If I Had A Tail’s kuldslåede discorock, blev det også klart, hvad QOTSA egentlig er i stand til, når teknikken spiller. End ikke et par klodset påklistrede soli kunne slå skår i smilet over det afsluttende crowdpleaser-trekløver ‘Little Sister’, ‘Go With the Flow’ og den sædvanligt eksplosive ‘A Song for the Dead’.

Læs alle vores anmeldelser fra NorthSide HER.