Queens of the Stone Ages skurkerock er bedst, når den skynder sig langsomt
Det har vakt opsigt i visse rockpuritanske kredse, at Queens of the Stone Ages seneste album er blevet til i et parløb med den britiske pop-producer Mark Ronson. Hvad laver en radiofunkdreng sammen med ørkenens slemme drenge? Og har Josh Homme helt glemt sine gamle hjemmebanelegekammerater bag pulten, Joe Barresi og Chris Goss?
Det sidste spørgsmål besvarer ‘Villains’ ikke, men Ronson-samarbejdet er åbenbart opstået i kølvandet på, at Homme gæstede det seneste Lady Gaga-album, som Ronson producerede. Den britiske producers fingeraftryk er heldigvis heller ikke så markant på ‘Villains’, at det gør noget. Det mest tydelige tegn på hans engagement i albummet er, at det måske, sammenlignet med forgængerne, ikke har helt den velkendte tyngde, og at lyden er mere skarp og elektrificeret med den ene af de ellers typisk tre guitarer i bandets opstilling skubbet til side til fordel for en synth. Instrumenterne er dog stadig tegneserieagtigt tørre og komprimerede, bevægelserne mekaniske og staccatoide, og guitarerne så fræsende som en hel sværm af hvepse.
Og apropos Ronsons fornemmelse for funk; Queens of the Stone Age har aldrig været blege for at sætte kroppen i spil og svingninger, men singlen ‘The Way You Used To’s letbenede gadedrengehop klinger godt nok mere i retning af et Arctic Monkeys-hittebarn, der har forvildet sig hen i idolernes fold – en smule ironisk i lyset af Hommes mentorskab for briterne og tjans som producer på deres tredje album, ‘Humbug’.
Albummets sande juveler er dog dets slow burners, der heldigvis er en del af. De fleste af numrene på ‘Villains’ passerer faktisk uden besvær fem-minutters-mærket, og især den ømskindede ‘Fortress’ samt den nærmest udslukt klingende, defaitistiske og følsomme lukker, ‘Villains of Circumstance’, skinner. I den anden ende kører den rapfodede ‘Head Like a Haunted House’ et forfriskende stilistisk dragster-ræs med søsterbandet Eagles of Death Metal, men generelt for ‘Villains’ er det, at albummet ellers muligvis er Queens of the Stone Ages mest homogene til dato.
Det aspekt skyldes måske, at Hommes idé om Queens of the Stone Age som hardrock-svingdøren med de guldrandede hængsler omsider er lagt død. I hvert fald mønstrer albummet det mest stabile Queens-lineup, der har eksisteret, og de færreste gæster nogensinde. Selv coveret er begået af den samme kunstner som ‘…Like Clockwork’.
‘Villains’ kommer næppe til at gå over i historien som det mest mindeværdige Queens of the Stone Age-album, for der er stadig et stykke op til fx deres magnum opus, ‘Songs for the Deaf’, men der er ikke ét nummer på skiven, der ikke er godt. Selv bundniveauet for Homme og hans slæng er respektaftvingende højt.
Kort fortalt:
‘Villains’ er den mest homogene Queens of the Stone Age-langspiller endnu, men det er også én, der næppe kommer til at gå over i historien som deres mest mindeværdige udspil. Bundniveauet er dog højt, og der er ikke ét af skivens numre, der ikke er godt. Selvom produceren hedder Mark Ronson og et par numre faktisk er en smule letfodede, er juvelerne på ‘Villains’ stadig dets slow burners, som heldigvis også dominerer helhedsindstrykket.