Björk pirkede til Northsides sanser med kærlighedsfyldt totaloplevelse

Et kvarter inden Björk entrerede blå scene, ’advarede’ konferencien om de stille passager, der måtte forekomme under den forestående koncert. En gestus, der var kærkommen på en festival, hvor publikum har det med at opleve musikken som en højrøstet, alkoholiseret debatklub. Men som også gav mening, i og med at den islandske superstjernes nyeste album, ‘Utopia’, er en lavmælt og intim ode til en tryggere verden – baseret på luftige fløjtearrangementer i højere grad end mindeværdige melodier.

Den svulmende, frodige scenografi på Blå Scene var dog fjernt fra at være en undskyldning for sig selv, og så snart hovedpersonen kom til syne i en vulva-imiterende trone på det roterende græsklædte podie, stod det klart, at Björk var parat til at levere en multimedial totaloplevelse med et ungdommeligt nærvær, som skrev vi stadig 1998. Klædt i et tætsiddende rødt skrud, matchende plateausko og en herligt upraktisk gylden maske åbnede hun ballet med den nye ballade ‘Arisen My Senses’, hvis kaskader af harpe og aggressivt blomstrende beats pirkede til festivalpublikummets fadølssløvede sanser.

Og mon ikke de fleste vågnede. For selv om Björks univers er en kunstinstallation, var hun denne aften på ingen måde en ekskluderende performer.

Med sig på scenen havde hun et syv kvinde stort fløjteensemble, The Icelandic Hamrahlid Choir, der som pyntesyge sirener placeret i forskellige niveauer på podiet bidrog med søstersolidaritet fra start til slut. Hvad end det var i form af betagende smukke fløjteharmonier eller en fægtende knytnæve i vejret under de pletvise tordenskrald af skrattende beats.

Som man kunne forvente, druknede Björk dog på ingen måde i det spektakulære set-up. Hendes mageløse vokal er med sine 52 år stadig et kraftværk af følelser, hvilket kom sublimt til udtryk på den dunkle og nedbarberede ‘The Gate’. Et ‘Utopia’-højdepunkt, hvor sangerinden sårbart rækker ud efter en ny romance, efter støvet fra den foregående har lagt sig.

Selv om den konceptuelle scenografi var dedikeret ‘Utopia’-albummet, gravede Björk – gud ske tak og lov! – også guld frem fra sit prangende bagkatalog. Uden berøringsangst, men med respekt for de originale arrangementer, opdaterede hun klassikere som ‘Isobel’ og ‘Human Behaviour’ med sin fløjtetrup, der foran videoklip af vajende siv og blomster i flor dansede nyt liv i materialet. Kun få gange blev afvejningen imellem de bastunge beats og de florlette fløjter en anelse skæv, og da Björk havde sunget solen ned i Ådalen, måtte selv skeptikerne føle sig, om ikke omvendte, så i hvert fald en anelse mere fortryllede end før.

Læs anmeldelse: Gilli og Kesi på NorthSide