Björk svæver rundt i en selvforelsket boble på ’Utopia’
På ’Vulnicura’, det strygerdominerede ’skilsmissealbum’ fra 2015, var Björk helt nede at vende. Hun rodede rundt i efterladenskaberne fra en kærlighedshistorie, der var brændt til aske.
Det ligger derfor lige for at beskrive efterfølgeren ’Utopia’ som historien om en Fugl Fønix, der ser solskinnet fra en ny morgenstund, rejser sig, slår askestøvet af vingerne og begiver sig ud på en ny rejse.
At dét billede dukker så naturligt op i bevidstheden, skyldes ikke så meget, at Björk er blevet citeret vidt og bredt for, at hendes nye sange udgør et ’Tinder-album’, som at lyduniverset består af samplede fugle og en lys, varm og luftig stemning, der på indlysende vis kontrasterer forgængerens tungt draperede sorgbearbejdelse.
Björk arbejder – udover de vanligt nøje behandlede beats, der knitrer som kolibriens vinger i mødet med kronbladet på en blomst – næsten demonstrativt ikke med strygere i denne ombæring, men satser i stedet på kor, harpe, marimba og, ikke mindst, fløjter. Foruden altså fuglelyde.
Det er ikke svært at fortabe sig i de sirligt opstillede konstruktioner af lyd, Björk fremmaner som var der tale om arkitektoniske perler udført i et vævsblødt materiale, man næsten kan puste omkuld. Men fordybelsen i at skabe et lydmæssigt Utopia synes at have drænet Björk for det kompositoriske overblik, der virkede selvfølgeligt for hende i 90’erne, hvor hendes uforlignelige evne til at kombinere pop med avantgarde og beats med klassiske arrangementer, sikrede hende enerstatus på livstid.
Et Björk-album anno 2017 skal naturligvis ikke dømmes på, hvorvidt hun kan servere pop-bangers (alt er relativt!) a la ’Debut’ eller ’Post’, men hvor strygerne og de mere bastante beats på ’Vulnicura’ gav sangene struktur, så er der meget lidt at hægte sig fast til på ’Utopia’, der mestendels summer forbi uden rigtig at efterlade sig varige billeder på nethinden. Det meste fordufter som luftkasteller, der splintres, når næste levende billede toner frem på den indre skærm.
Et beslægtet problem er spilletiden. Björks hidtil længste album var netop ’Vulnicura’, der med sine 58 minutter i forvejen spændte buen hårdt. ’Utopia’ er 72 minutter lang og byder ikke på en eneste konventionelt mindeværdig melodi, selv om islændingen kommer tæt på med andensinglen ’Blissing Me’, der dog kører i den samme melodiske rille i samtlige fem minutter og på den måde lige så meget ligner en forspildt mulighed for at lave en virkelig stærk enkeltstående sang.
Albummet går helt i stå midtvejs med decideret melodisk fantasiforladte, for ikke at sige navlebeskuende, sange som ’Features Creatures’ og ’Courtship’, og heller ikke numre som ’Claimstaker’ og ’Paradisia’ på albummets sidste tredjedel løfter sig ud af stilstanden.
Den Joanna Newsom-beslægtede ’Loss’ hæver sig op over mængden med sin genkendelige melodi og Björks sangforedrag, der for en gangs skyld på ’Utopia’ mangler det sugende svæv, der før i tiden var et varemærke for sangerinden, men som nu mest af alt er et fjernt ekko.
Måske forestillingen om et matriarkalsk Utopia, der simrer som en drømmevision i lyrikken (hvilket på sin vis gør det højaktuelt) har så saliggørende en virkning på Björk, at hun glemmer at den bedste musik ånder ved at introducere konflikt eller kontraster, der kan kaste skygger over utopiens modstandsløse væren.
Og dog: Der er en slange i paradiset! Nemlig Björks eksmand, Matthew Barney, der introduceres på en sammenhængende trio af sange (førnævnte ’Loss’, ’Sue Me’ og ’Tabula Rasa’) lidt over midtvejs, og som for en tid sætter stød til den noget selvhøjtidelige fejring af svale feminine energier.
’Tabula Rasa’ gør indtryk, fordi Björks stemme vækkes til live af at synge en sang, hvor det virkelig brænder på for hende. Hun synger om eksparrets fælles datter, og hvor meget hun håber at forældrenes krigeriskhed (Barney sagsøgte Björk i forlængelse af hendes overtagelse af forældremyndigheden, jævnfør også titlen på ’Sue Me’) ikke vil få en definerende betydning for datterens videre færd i livet. Björk adresserer direkte patriarkatets ødelæggende rolle: »Break the chain of the fuck-ups of the fathers«. Indignationen er altså intakt, og det klæder hende bedre end de desværre alt for stillestående landskaber, hun andetsteds – fanget i en selvforelsket boble – optegner.
I alt for lange stræk er ’Utopia’ Björks mindst vedkommende album – i konkurrence med 2011’s ’Biophilia’, hvor sangerinden havde travlt med at formidle naturvidenskab gennem selvopfundne musikinstrumenter(!) . Det fortaber sig i en døs af sommerlig velvære, der hele tiden truer med at blive omformet til kedsomhed.
På den måde bekræfter ’Utopia’ problemet med enhver utopi: At den er umulig at realisere og måske i virkeligheden mere er at ligne med kreativitetens død end dens kulmination.
Kort sagt:
Hvor Björk på skilsmissealbummet ’Vulnicura’ fra 2015 benyttede sig af strygerarrangementer og mere bastante beats, består ’Utopia’ i et udflydende, nærmest abstrakt landskab domineret af fløjte, harpe, kor og langt mere kontrollerede beats. Det mangler – i forhold til sin forgænger – struktur og substans. Albummets største problem er dog dets mangel på mindeværdige melodier, hvilket har en nærmest fatal virkning på et album, der med sine 72 minutter er Björks hidtil klart længste.
Læs også: NorthSide afslører Björk som nyt hovednavn