Khalid leverede kaloriefattig fællessang på Roskilde Festival
Det er svært ikke at falde for Khalid. Den 20-årige texaner har det helt rigtige miks af nede-på-jorden-tilgængelighed og ubesværet naturtalent, og så er han lidt af en spirrevip på en scene.
Det kunne man konstatere på Arena, hvor det også stod klart, hvor kæmpestort et navn han er blevet. Der var pakket langt uden for teltet, og størstedelen af de fremmødte kunne alle teksterne og overdøvede næsten hovedpersonen på ’Young Dumb & Broke’, ’8TEEN’ og ’Silence’.
En del af fortællingen, der omgiver Khalid, er hans egen historie om at være ung, forvirret, forelsket, begå fejl og lære af dem, som man får serveret på gennembrudsalbummet ’American Teen’. Det er en stærk fortælling, fordi den virker så personlig, men den er også blevet filet til og dresseret i hans liveshow.
Man kan ikke tage fra Khalid, at han virkede engageret og ægte påvirket af den monumentale opbakning. Men der var også truffet mange sikre valg i setuppet med et topprofessionelt, men også rigelig velfriseret backingband, dansere og lidt intetsigende animationer og videoer på bagskærmen. Og det sugede lidt for meget nerve ud af showet.
Selv om han har mange hits inden for vesten, så viste koncerten også, at Khalids sangkatalog indtil videre rummer for mange fyldnumre. Indimellem lød han lidt for meget som en amerikansk Ed Sheeran. Derfor blev koncerten på Roskilde Festival også lidt for kaloriefattig i længden, selv om spilletiden på en time lige knap blev fyldt ud. Men charmen, den kan man ikke tage fra Khalid.
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival
Læs også: Hvis publikum kunne bestemme: Ønsker til Roskilde Festival 2019
Læs også: Roskilde Festival: Publikums yndlingskoncerter – plus de største skuffelser