Smerz skabte en sanselig totaloplevelse på Roskilde Festivals mindste scene

Smerz skabte en sanselig totaloplevelse på Roskilde Festivals mindste scene
Smerz på Roskilde Festival.

Smerz var omgærdet af mystik på Gloria-scenen, der under hele deres koncert var stort set mørklagt. De to nordmænd Henriette Motzfeldt og Catharina Stoltenberg, der primært viste sig som to elegante silhuetter, skabte en afdæmpet technoboble, hvor deres hemmelighedsfulde elektroniske musik kom til sin ret – som publikum glemte man næsten dagslyset udenfor.

Smerz spillede sig gennem numre fra deres to ep’er ‘Okey’ og ‘Have Fun’, og det minimalistiske lydbillede blev suppleret af et underspillet, men usædvanligt sceneshow. På et tidspunkt kom olieindsmurte mænd på scenen til en kortvarig work out-session, og senere blev scenen forvandlet til en catwalk, hvor en bred vifte af modeller selvsikkert gik runway til de tunge, knitrende beats.

Koncerten fremstod næsten mere som en totaloplevelse end bare musik, og indslagene understregede i den grad Smerz’ helt særlige univers, der på dragende vis balancerer det sexede med noget, der grænser til det uhyggelige.

Den timelange koncert havde kun ganske få ophold, og de statiske, tunge technobeats dannede en trancelignende tilstand foran den kogende scene. Over den dundrende bund lå Motzfeldts lyse vokal som lokkende sirenesang, mens Stoltenbergs mørkere, snakkende stemme havde en tyngde og autoritet, der gjorde det tydeligt for enhver, at Smerz ikke er nogen, man skal løbe om hjørner med.

Det lykkedes duoen at komme langt med simple, men effektfulde virkemidler, og selv om den eneste publikumskontakt var et par ydmyge »tak« fra scenen, udviste de et stærkt nærvær og en attitude, der rakte langt ud over den lille Gloria-scene.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Smerz. Koncert. Roskilde Festival, Gloria.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af