Hvis man bryder sin hjerne, går alle klassikere i sit mentale sangkatalog igennem, er det svært at finde et nummer, der som udgangspunkt synes mere absurd, at en Atlanta-rapper skulle kaste sig over, end et remix af end lige netop dette. Men nu er det sket: Young Thug har sluppet et remix af Sir Elton Johns ’Rocket Man’ fra 1972.
Young Thug har teaset remixet over to års tid, siden han mødtes med Elton John i Atlanta tilbage i 2016. Elton John havde forinden fortalt Noisey, at var vild med Young Thugs musik. »Jeg elsker det hele, det er uventet«, lød det fra den nu 71-årige brite i interviewet.
At nummeret har været to år undervejs, er ikke så underligt. Dels fordi Thuggeren naturligvis har haft travlt med udgivelser (senest ’Slime Language’, der landede i sidste uge), men også fordi der virkelig er kælet for remixet. Elton Johns storladne 70’er-hit er blevet til en let og luftig trap-ballade, hvor Elton Johns piano og lyse fraseringer møder Thuggerens sitrende hi hat-bund og skæve vokal. Sammen omfavner de naturligvis linjen »And I’m gonna be hiiiigh«, som de to herrer sandsynligvis føler præcis lige meget – måske nok på to ret forskellige måder.
Nummeret landede først på SoundCloud, men er siden taget ned. Herunder kan det høres via en uofficiel YouTube-video, mens vi krydser fingre for, Young Thug fortsætter remix-stimen med ‘Tiny Dancer’ og/eller, at Elton John kvitterer med sin version af et Slime-track…
Læs også: Young Thug blev arresteret til sin egen lytterfest – deler ny musikvideo få timer efter