Beach House spændte de musikalske muskler i Den Grå Hal
Få bands dyrker en kølig minimalisme som Beach House, og med enkle virkemidler og en klart udstukket kurs har Baltimore-duoen kreeret deres eget unikke tag på dreampop.
Det er dog et tveægget sværd, for når man sværger så konsekvent til en æstetik, som absolut fungerer på album, ligger der samtidig en risiko for, at en koncertsituation kan udvikle sig til en mindre mindeværdig affære. En luksuøs snoozefest, om man vil, for at sætte det på spidsen.
Frygten for, at Beach House-koncerten skulle vugge på vippen af det nydefuldt indifferente, forsvandt dog hurtigt, da duoen inkorporerede betragtelige shoegaze-elementer, så liveoplevelsen fik kraft og gav klædelig kant til de sfæriske vidder, de naturligvis også bevægede sig ud på tirsdag aften i Den Grå Hal.
En fornuftig disposition af Victoria Legrand og Alex Scally, for det var særligt i disse massive stunder, at man virkelig blev draget mod deres univers – ‘PPP’, ‘Dark Spring’ og ‘Lazuli’ foldede sig ganske bjergtagende ud i deres musikalske vælde.
Et stort aktiv i den henseende var livetrommeslager James Barone, som gav materialet kropslighed. Med sit afvekslende og dynamiske spil viste han både forståelse for melodiernes fine nuancer og løftede deres potentiale til nye højder i livesammenhængen.
Det ansporede ligeledes hovedpersonerne til at give den en ekstra skalle. Legrand headbangede løs i ‘Lemon Glow’, og Scally satte ekstra turbo på sin tremolo-picking i ’10 Mile Stereo’, så den gamle traver fyldtes med fornyet vitalitet.
Aftenens koncert kunne dog ikke undse sig fra at gå periodisk i tomgang, og under både ‘Space Song’, ‘Girl of the Year’ og ‘Wishes’ trak Legrand og Scally sig ind i sig selv – her fornemmede man distraktioner blandt publikum i den udsolgte sal. Disse blev dog hurtigt erstattet af fokus, da ‘Myth’ vakte genkendelsens glæde og mobilerne røg i vejret, så momentet kunne foreviges på diverse Insta-stories.
»This is our ‘ride to the sunset’-tune«, lød det fra Scally, inden ‘Dive’ både blev et afsluttende pejlemærke og satte et flot punktum for koncerten på Christiania.
Med sin vekslen mellem drømmende passager og et tordnende klimaks, der i volumen og intensitet nærmest var My Bloody Valentine værdigt, var nummeret en glimrende sidste påmindelse om spændvidden og dimensionerne i Beach Houses format som liveband.
Kort sagt:
Selv om Baltimore-duoen har gjort sfærisk drømmepop til deres adelsmærke, viste de sig også som et decideret shoegaze-band ved tirsdagens udsolgte koncert. En disposition, som for alvor gjorde oplevelsen bjergtagende og viste spændvidden i deres udtryk, uden at melodiernes smukke nuancer led på den bekostning.
Læs interview: Beach House bliver mere intense med alderen: »Måske laver vi ren støj, når vi er 40 eller 50«