Benny Jamz har i år været mere aktiv som soloartist, end han plejer For hvor den dreadlockede rapper og producer tit har holdt sig en smule mere i baggrunden og mest været aktiv som del af crews som Molo og B.O.C., har han allerede udgivet solosangene ‘Spark‘ og ‘Tjep‘ i 2018.
Nu følger han de tracks op med ‘Uuh’, der gæstes af B.O.C.-makkeren Kesi og MellemFingaMuzik-medlemmet Branco, som jo også er en del af Molo. Jamz holder det i familien.
Sangen er en ret minimalistisk banger, der minder mere om Molo end de tidligere singler. For hvor ‘Spark’ havde undertoner af dancehall, og ‘Tjep’ var en mere poporienteret hiphopsang, er ‘Uuh’ helt nedbarberet.
Og gæsterne går hårdt ind: Branco fortæller om, at han ikke plejede at have en rød reje, men nu har hummer, mens Kesi praler af at have »flere ringe end en Audi«.
Sangen er desuden endnu et eksempel på Benny Jamz’ evner som omkvædskomponist. Rapperen har tit leveret nogle af Molos mest catchy hooks, og det langtrukne »uuh« i det her omkvæd sidder også allerede fast.
Læs også: Gilli, Benny Jamz og MellemFingaMuzik holder stilen hård på Molo-tracket ‘Liv$til’