Du kender måske ikke det store til Jeuru, men det skal nok ændre sig meget snart. Hovedsageligt på grund af én ting: Hans mageløse stemme, som er både sart og stor. Rigtig stor.
Han er amerikaner, opvokset i Brooklyn, men i øjeblikket bosat i København, hvor han også har fået en pladekontrakt med danske Sony. I dag udkommer så hans debut-ep ‘King of the Cruel’, hvor vokalen i den grad folder sine vinger ud, mens Jeuru på ekstremt personlig vis synger om sårbarhed og modstand.
Ep’en er som skrevet ude, og her har vi premiere på den ekstremt flotte video til to ud af de i alt fem sange: ‘Midnight Lullaby’ og ‘Distorted Rainbows’.
»Meet me at the edge of the darkness, and I’ll be there waiting for you darling«, lyder det i starten af førstnævnte, mens et klart æstetisk snit i både billeder og farver adskiller de to enkelte sange.
Videoen, som blandt andet er filmet i Kirgisistan, er instrueret af Mathias Nyholm Schmidt efter idé og koncept af selvsamme og Emilie Thalund. Rasmus Nyholm Schmidt har klippet.
Forleden fejrede Jeuru udgivelsen af ‘King of the Cruel’ med en releasekoncert i Planetariet i København.
Læs også: Street style: Jeuru indtog Planetariet med storstilet release-koncert