»This how I’m coming all year«, varslede J. Cole via Instagram med annonceringen af sit nye nummer: ’Middle Child’. Et hårdkogt track, hvor Cole med taktfaste linjer fælder dom over nutidens hiphoplandskab med alle dets mere og ikke mindst mindre gyldige stemmer og beskriver følelsen af være »the middle child« mellem rap-generationerne.
»I’m dead in the middle of two generations/I’m little bro and big bro all at once«, lyder det på det nye nummer, hvor J. Cole takker »the OG’s«, men samtidig prikker til de utallige beefs, der for tiden florerer rappere imellem efter forgodtbefindende – for berømmelse, omtale eller ekstra hjælp til at sælge sneaks (ahrem, Kanye). Cole refererer undervejs til kunstnere som Kanye West, Drake, 21 Savage, Jay-Z og Kodak Black.
’Middle Child’ er produceret af canadiske T-Minus, der blandt adskillige heftige samarbejder, der blandt andre tæller Drake, Kendrick Lamar, Travis Scott og Nicki Minaj, har haft en finger med i spillet på Lykke Lis seneste pseudo-trappede album, ’So Sad So Sexy’.
’Middle Child’ er Coles første udgivelse i 2019, men skal man tage hans Instagram-opdatering for gode varer, kunne det tyde på, der er flere udgivelser på tegnebrættet, der kommer til at følge op på sidste års udmærkede album: ’KOD’.
På det seneste har Cole desuden teaset endnu en opsamlingsplade fra hans pladeselskab Dreamville Records, ’Revenge of the Dreamers III’. Albummet kommer efter sigende til at rumme bidrag fra (foruden Cole selv) blandt andre Bas, J.I.D., Ari Lennox, Cozz og Omen.