Hvorfor blander Lykke Li pseudo-trap ind i sin melankolske popmusik?
Hvis der er én bestemt lyd, nutidens poplandskab kommer til at blive husket for, kunne det med god sandsynlighed være den uundgåelige trap-hi-hat. Den snappende hiphop-gimmick har stort set været allestedsnærværende de seneste par år, men at den nogensinde skulle finde vej til et Lykke Li-album var der nok ikke mange, der havde forudset.
På ‘So Sad So Sexy’ snuser den svenske popsangerinde ret så heftigt til adskillige hiphoptendenser, og hun har stort set forlagt den storslåede, kronisk ulykkelige popmelankoli, som hun mestrede til perfektion på ‘I Never Learn’ fra 2014. Popmelodierne og den karakteristiske, nasale vokal er stadig intakte, men instrumenteringen byder på en meget anderledes lyd, der desværre udvasker den massive, hjerteknusende urkraft, der var så essentiel i Lykke Lis tidligere repertoire.
Selv om det kan gavne en kunstner at springe rammerne i ny og næ, sidder man tilbage med et rungende spørgsmål, efter sidste nummer på ‘So Sad So Sexy’ har runget ud: Hvorfor, Lykke Li?! Hvorfor skal du mase rap-passager og underspillet 808-bund ind i dit smukke, gotiske kærlighedsunivers? Okay, det kan godt være, det bliver drænende at bygge en karriere på at være kronisk, teatralsk ulykkelig, men sjældent har man set nogen lykkes så godt med at lave så sørgelig og samtidig opløftende popmusik som Lykke Li.
Har man dog først affundet sig med Lis stilskifte, er der en håndfuld virkelig flotte sange at hente på albummet. Åbneren ‘Hard Rain Falling’ har smukke Bon Iver’ske undertoner, og på nogle af de autotune- og trap-influerede numre skinner hendes solide sangskriverevner også stadig igennem. ‘Deep End’s faldende melodilinjer er virkelig sofistikerede, og selv om ‘Sex Money Feelings Die’ ikke på nogen måde lyder som den Lykke Li, man kender, er det er solidt popnummer. Det burde nok bare have været Lil Uzi Vert, der sang det i stedet for.
Hiphopelementerne tager overhånd og kommer desværre til at virke malplacerede på ‘Two Nights’ og især ‘Jaguars In the Air’, hvor Lykke Lis nasale stemme faktisk bliver en lille smule irriterende på de hurtige linjer i omkvædet. Det samme gælder det trioliserede sangrap-flow på ‘Last Piece of My Heart’, selv om det er det nummer, hvis instrumentering minder mest om de grandiose lydflader fra ‘I Never Learn’ og ‘Wounded Rhymes’.
Den dragende popfurie er dog ikke gået helt under jorden, og på titelnummeret og den fine ‘Bad Woman’ møder man i højere grad den gamle Lykke Li. Her får ordene plads og tid til at rodfæste sig hos lytteren, og en linje som »I’m a bad woman, but I’m still your woman« understreger, at Lykke Li stadig kan få banale kærlighedsklicheer til at lyde som hjerteskærende poesi.
Selv om albummet byder på fine sange, forbliver den musikalske deroute dog lidt frustrerende at sluge, og man bliver næsten skuffet, hver gang den drillende trap-hi-hat endnu en gang melder sin ankomst i hvad man troede var et low-key guitarnummer. Selv om hun mestrer hiphopelementerne langt bedre end popkunstnere som Taylor Swift og Katy Perry, der også har forsøgt at få en fod inden for i hiphopland, er Li klart bedst, når hun giver plads til de store popballader, der klæder hendes halvmutte, mystiske persona så godt. Og forhåbentlig har vi ikke set det sidste til den side af den talentfulde svensker.
Kort sagt:
På ‘So Sad So Sexy’ snuser den svenske popfurie ret så heftigt til adskillige hiphoptendenser, og hun har stort set forlagt den storslåede, kronisk ulykkelige popmelankoli, som hun mestrede til perfektion på ‘I Never Learn’ fra 2014. Har man først affundet sig med Lykke Lis stilskifte, er der en håndfuld virkelig flotte sange at hente på albummet, men den musikalske deroute forbliver dog lidt svær at sluge.