Lykke Li
Hør hele albummet HER.
Da titlen på dette album blev offentliggjort, åndede jeg lettet op. ’I Never Learn’ tog jeg som et tegn på, at Lykke Li stadig ville være min svenske grædekone. Endnu en gang har hun lagt hjertet på huggeblokken, og endnu engang er resultatet, at hendes grådige fans kan mæske sig i et fantastisk break-up-album.
Li lægger stærkt ud med tre tracks, der ved første lyt synes at samle tråden ubesværet op fra forgængeren, ’Wounded Rhymes’. Med lyse klavertoner, rungende pauker og skræppende ekko-effekter fremstår ’No Rest for the Wicked’ som en nær slægtning til ’Sadness Is a Blessing’. Knastør akustisk guitar åbner ’Never Learn’, men snart glitrer strøgene fra en autoharpe, og strygere glider elegant rundt på omkvædet.
Læs også: Video: Fatal kærlighed i billedsiden til ‘No Rest for the Wicked’
Flere numre på svenskerens tredje album har fået lignende effektive poleringer, og af disse er ’Just Like a Dream’ den eksemplariske model. Tamburinen risler, lilletrommen hvirvler, og fløjte og violin finder sammen så storladent, at ABBA’s ’Fernando’ spøger i baggrunden, om end Lykke Lis camp-faktor er betydeligt lavere. Sjældent falder hun i sukkerfælden. Blot et enkelt nummer, ’Never Gonna Love Again’, lider under et rørstrømsk og alt for bombastisk omkvæd.
Hvor forgængeren dykkede ned i blues, doo-wop og soul, trækker dette album stedvis på country. På ’Silver Line’ giver Li sit brillante bud på en ballade, der med sin diskrete brug af slide-guitar og percussion undgår en af genrens faldgruber – at smøre for tykt på med fortvivlelsen. Kombinationen fremstår indlysende: Country trives med hjertesorger og modgang, og ligeså gør Lykke Li.
Læs også: Lykke Li til Roskilde Festival
Den rette mængde drama bliver doseret på ’Heart of Steel’ med himmelstræbende korvokaler, kastagnetter og twangy guitar. Mindre overbevisende er ’Gunshot’, hvorpå den smældende lilletromme og de afgrundsdybe klavertoner på kluntet vis agerer stand-ins for titlens skud. Det træge, traskende tempo hjælper heller ikke på sagen.
Fra debuten ’Youth Novels’ til ’Wounded Rhymes’ tog Li et kvantespring. Hun lagde lillepige-vokalen og den mere finurlige instrumentation bag sig og favnede en mørkere og mere robust lyd. Musikalsk er det svært at spore en lige så stor udvikling fra forgængeren frem til dette album, men grundet begge udgivelsers høje kvalitet føler man ikke, at hun træder vande.
Sangerindens altid bevægende, men beherskede, vokal formår næsten at opveje de lidt prosaiske tekster, og på albummets sidste nummer ’Sleeping Alone’ beviser Lykke Li igen, hvor fast et greb hun har om balladerne. Rumklangen fremtryller vidstrakte sletter, mens guitaren hyler som en prærieulv, og Li synger, som var hun på randen til et sammenbrud. Kryds fingre for, at hun aldrig lærer magelighed at kende.
Læs stort interview med Lykke Li i det nye Soundvenue, der har den svenske sangerinde på forsiden.