Roskilde Festival afslører 28 nye navne – Bob Dylan på Orange

Roskilde Festival afslører 28 nye navne – Bob Dylan på Orange
Orange Scene. (Foto: Cecilie Schmidt Jegsen/Soundvenue)

Bob Dylan på Orange Scene, flere legender, en flamencopop-sensation og danske talenter til Rising og Countdown.

Roskilde Festival har afsløret en gigantisk pakke med 28 nye musiknavne, så lad os springe direkte ud i det.

Dagens nye navne inkl. spilledage:
Bob Dylan With His Band – 3. juli
Robert Plant and The Sensational Space Shifters – 4. juli
Rosalía – 3. juli
Underworld – 5. juli
Amnesia Scanner
Crack Cloud – 5. juli
Croatian Amor – 6. juli
The Garifuna Collective – 5. juli
Koffee and the Raggamuffins Band – 6. juli
Lemaitre – 4. juli
Liraz – 6. juli
Nanook
Philip H. Anselmo & the Illegals – 6. juli
Rolling Blackouts Coastal Fever – 3. juli
Tássia Reis
Throwing Snow
Whores

Rising & Countdown:
Ea Kaya
Elba
Funeral Future
Hjalte Ross
Josiah Konder
Kogekunst
Natkat
Rebecca Lou
Schacke
Søn
Xenoblight

Det er i sandhed legendernes dag, og Roskilde Festival kan med dagens musikpakke præsentere hele tre kunstnere, som kommer til Dyrskuepladsen med koncerter præget af musikhistoriens vingesus.

77-årige Bob Dylan er en af de mest ikoniske skikkelser i moderne musik, og med et hav af skelsættende album som ’Highway 61 Revisited’ og ’Blonde On Blonde’ har han sat sit helt eget præg på musikhistorien som få andre. Dylan spiller på Orange Scene onsdag den 3. juli – han var senest på Roskilde Festival i 2006.

Robert Plant var med til at stifte Led Zeppelin i 1968, og frontmanden og sangeren har siden 1982 haft gang i en blomstrende solokarriere. Han kommer til Roskilde Festival med bandet The Sensational Space Shifters og spiller både solomateriale samt sange fra Led Zeppelins udødelige rockkatalog.

Så er der Underworld. Den britiske duo har været et af de definerende navne på den elektroniske scene i England siden 80’erne, og de fik for alvor kultstatus efter blandt andet ’Born Slippy .NUXX’ var med på soundtracket til Danny Boyles ’Trainspotting’. De gav et brag af en koncert på NorthSide i 2015.

Det hele er dog ikke veteraner, og med spanske Rosalía har Roskilde Festival booket en af tidens allermest spændende nye navne. Hendes blanding af flamenco-traditioner og moderne popmusik udmundede sig sidste år i det mageløse album ’El Mal Querer’, der for alvor placerede Rosalía på det internationale musiklandkort.

Dagens pakke indeholder også 11 friske navne til Rising og Countdown, blandt andet talenter som Søn, Ea Kaya, Hjalte Ross og Josiah Konder.

Roskilde Festival anno 2019 foregår den 29. juni-6. juli. I alt 180 navne kommer til at pryde plakaten, der i øjeblikket har Travis Scott, The Cure, Bob Dylan, Robyn, Cardi B og Mø som hovednavne.

Læs også: Roskilde Festival: Her er vores favoritter i dagens musikpakke (ud over legenderne)

Læs også: Rosalía er den globale popstjerne, vi har ventet på

Læs også: Guide: Bob Dylans 10 vigtigste album

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af