Emil Kruse går fuld house på ‘Air Tonight’ – Benjamin Hav fra Benal gæster

Emil Kruse går fuld house på ‘Air Tonight’ – Benjamin Hav fra Benal gæster
Emil Kruse. (Foto: Ivan Boll)

Både Emil Kruse og Benjamin Havs Benal har fundet deres helt egen plads på den danske hiphopscene. Benal har høstet både kritikerroser og kommerciel succes med deres fusion af stream of consciousness-tekster og elektroniske beats, mens Emil Kruse er dansk hiphops poetiske drømmer.

Nu har de to rappere fundet sammen på det Kruse-producerede nummer ‘Air Tonight’, og resultatet er pænt enestående. Det er nemlig en form for hiphop-møder-house-sang, de to herrer har fået skruet sammen. Faktisk lyder det en smule som de tidlige Benal-beats – bare med et mere direkte melodisk og næsten skamløst effektivt skub ud mod dansegulvet. Tempoet er højt, og rapperne matcher beatet med ligeledes intense flows.

De to artister har ikke kun god kemi på ‘Air Tonight’. De har også givet et af årets underligste interviews, der er udkommet via en pressemeddelelse sammen med den nye sang.

Hvor kender I hinanden fra? 
Benjamin: »Jeg kender Benjamin tilbage fra 1985, da han blev født en højstemt juni-dag, hvor lille farmor hentede lune scones på tanken i sin handicapscooter og uheldigvis påkørte en lille andefamilie med mor og 23 unger, der alle led en ubønhørlig død med ‘ubærlig smerte’ som hovedingrediens«.

Emil: »Jeg aner ik’, hvem han er«.

Hvad håber du, at folk føler, når de lytter til sangen?
Benjamin: »Jeg håber, at folk bliver skidesure. Virkelig pissehamrende rødglødende vrede med option for ukontrollerbare armbevægelser. En form for ukoordineret hadets dans, der umiddelbart efter peak laver en u-vending og bliver acceptens kælne kusine«.

Emil: »Jeg håber, vi vinder Nobels Fredspris«.

Hvordan arbejder du som musiker? 
Emil: »Til dagligt arbejder jeg ved friturekogeren på Dragon City’s mongolian BBQ på Lundtoftegade. Her beatboxer jeg hver aften som et underholdende indslag med en halv pose rejechips i munden ved gæsternes borde«.

Benjamin: »Jeg arbejder ikke som musiker«.

Hvad lytter du selv til for tiden?
Benjamin: »Jeg lytter udelukkende til ‘Air Tonight’, selv om jeg i en periode var vred over, at det ikke hed ‘2nIgHt’ med total og skiftevis store og små bogstaver«.

Emil: »Jeg lytter til Phil Collins’ ‘In the Air Tonight’, men mest originalen ‘Air Tonight’«.

Læs også: Se årets program til Fredagsrock i Tivoli – bl.a. Lauryn Hill, Benal og Suspekt

Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af