Karen O og Danger Mouse skaber cinematisk og sublimt lidenskabelig soulpop
Siden 2006, hvor Danger Mouse for alvor slog igennem som den ene halvdel af duoen Gnarls Barkley, har den arbejdsomme stjerneproducer arbejdet sammen med alt fra The Black Keys og ASAP Rocky til Red Hot Chili Peppers og Parquet Courts. Nu er de mange mandlige musikere skiftet ud med en af de mest fandenivoldske vokaler siden årtusindskiftet, nemlig Karen O, frontkvinde i Yeah Yeah Yeahs. De to musikere har det til fælles, at de i de senere år har indgået i et hav af forskellige samarbejder, og nu er tiden kommet til, at deres musikalske pjalter bliver slået sammen.
Duoen har sammen skabt et musikalsk værk, der er en art vintage-soul og cinematisk dreampop. Det ni numre lange album er lyden af et futuristisk og sveddryppende diskoteksgulv, hvor grænsen mellem fysik og metafysik er smuldret væk. Tilbage står et sfærisk omrids af et vuggende par, der danser en hypnotisk kinddans.
Åbnings- og titelnummeret er et af albummets helt store højdepunkter. I en voksende strøm af synth- og vokalharmonier vokser der en ni minutter lang lydverden frem, der både er legende, eksperimenterende, fragmentarisk, harmonisk og melodiøs. Karen O’s vokal er ren og drømmende og fremstår som den altoverskyggende dirigent og røde tråd gennem nummerets (samt albummets) nerve.
’Redeemer’ og ’Reveries’ har en teatralsk og mystificeret lighed med lydsiden af en spaghettiwestern, hvor O igen demonstrerer sin vokals alsidighed. ’Leopards’ Tongue’ og ’Woman’ repræsenterer de mere up-tempo, liderlige, sleske og vrængende elementer på albummet. Her intensiverer O sin vokal, så man fornemmer en reference til Yeah Yeah Yeahs-dagene.
Kombinationen af O’s sikre vokal og Danger Mouses evne til at skabe sparsomme og luftige lyduniverser giver lytteren mulighed for at sanse og opleve dialogen mellem de mange musikalske lag og deltaljer. Afslutningsnummeret ’Nox Lumina’ viser samme sublime takter som åbningsnummeret og binder derfor en smuk sløje på helheden.
Generelt er ’Lux Prima’ et spraglet og mangesidigt album med mange sublime detaljer, hvor Karen O og Danger Mouse har foretaget en række modige musikalske valg uden at miste balance og give afkald på en homogen æstetik.
Hvis man kunne ønske noget anderledes, var det, at kompromisløsheden havde fået et hak mere opad, således at duoen lagde endnu længere afstand til en standardiseret sangstruktur, så den cinematiske og postmoderne drømmesfære kunne springe endnu flere æstetiske grænser. Men parkerer vi flueknepperiet for en stund, er ’Lux Prima’ en lidenskabelig og cinematisk dance noir, man uden besvær kan bruge mange frugtbare timer sammen med.
Kort sagt:
Karen O og Danger Mouse har skabt et musikalsk værk, der er en art vintage-soul og cinematisk dreampop; en lidenskabelig og drømmende dance noir.