Vi har lige hentet Fouli foran lejligheden i Albertslund, hvor han bor med sin familie, da vi kommer ind på, hvilke kendte folk, der egentlig kommer fra Albertslund. Det er faktisk mange. Suspekt, selvfølgelig, men også popduoen Phlake og gaderap-duoen MellemFingaMuzik.
»Der er mange, der kommer fra Albertslund«, siger Fouli. »Anders Matthesen er også fra Galgebakken. Jeg har hørt, at noget af filmen ’Ternet ninja’ foregår her, men jeg har ikke set den endnu. Den er vist Danmarks mest solgte animationsfilm«.
Den unge rapper har været i studiet hele natten med sin faste producer Akhee, der er en form for højre hånd for ham. Klokken er 12, men i rapperdøgnrytme er det tidlig morgen. Man er nødt til at arbejde lange nætter i studiet, hvis man vil slå igennem. I hvert fald, hvis man vil være den næste i rækken af stjerner, der er vokset op af Albertslund.
Fouli er nemlig i dén grad et produkt af byen på Københavns Vestegn, som han selv kalder »én stor familie« og sammenligner med en landsby, hvor alle kender alle. Han er vokset op her og bor her stadig. Det er også i Albertslund, han begyndte at lave musik, og det er derfor, det første stop på vores tur gennem Lunden er en fritidsklub i den anden ende af byen, hvor forbløffende meget dansk hiphophistorie har sine rødder.
»Suspekt startede i Bakkens Hjerte«, forklarer Fouli. »’Heffer tjek’, har I hørt den? Med Suspekt og Troo.L.S? De har lavet en video der engang. De kommer fra Galgebakken, hvor Bakkens Hjerte ligger«.
Men udover at Fouli er startet i samme fritidsklub som Suspekt, har han faktisk ikke hørt den danske hiphoptrio specielt meget. »Kun til privatfester, hvor man ikke kan undgå det«, som han siger med et grin. Hans musik har mere et forhold til blokken og aktiviteten på gaden, der ligger i forlængelse af Albertslund-duoen MellemFingaMuziks betongrå ghettorap. Fouli-sange som ’Gaden’ og ’Dag 1’ udpensler kvarteret kodeks i benhård gaderap. ’Quatro’-musikvideoen er optaget få hundrede meter fra rapperens lejlighed.
Så nej: Foulis Albertslund er ikke nødvendigvis det samme som Suspekts – eller Anders Matthesens. Hedemarken, som Foulis kvarter hedder, og Galgebakken er ikke det samme.
Da vi kører den korte vej gennem Albertslund, er det påfaldende, hvor meget de to bydele ser fysisk forskellige ud. Galgebakken består af lave huse, der nærmest har noget kolonihave-agtigt over sig – det blev før kaldt ’Albertslunds Christiania’. Hedemarken består derimod af boligblokke på stribe. Kvarteret har også en overgang figureret på den berygtede ’ghettoliste’. De to bydele ligger tæt på hinanden, men det er to meget forskellige verdener.
Men som ung dreng begynder Fouli at pendle til Galgebakken hver dag. Det er nemlig her, musikken er.
»Da jeg var 13 år gammel, fandt jeg ud af, at der var en klub, der hed Bakkens Hjerte«, fortæller han. »Ingen af mine venner vidste noget om den, for i Galgebakken bor der kun danskere. Der er ingen indvandrere derovre. Jeg tog derhen, og det kostede kun 50 kr. om måneden. Så kunne man være der mandag til torsdag fra 18.00 til 22.00. Jeg var i deres studie hver dag fra klokken seks. Det var sådan, det hele startede«.
Det bliver lidt af et kulturchok for begge parter, da Fouli og hans venner dukker op i Bakkens Hjerte for at lave musik. Mødet mellem drengene fra Hedemarken og institutionen på Galgebakken er på en måde et mikrokosmos af de konflikter og muligheder, der kan opstå i det moderne, multikulturelle Danmark. Og det afspejler også til dels den udvikling, der er sket i dansk hiphop, hvor stemmer som Fouli pludselig er dukket op i danskrap-klubben med nye ideer og nye lyde.
Et studie i kælderen, en stjålet PlayStation og fucking gode tider
»Jeg havde alle mine venner med mig«, fortæller Fouli. »Men mens jeg fokuserede på at lave musik, lavede mine venner tit rav i den. Mange blev smidt ud, fordi de stjal punge og var helt væk. Nogle gange blev de (pædagogerne, red.) ordentlig sure i starten, og jeg måtte ikke bruge studiet. Men jeg blev gode venner med dem til sidst. For selv om vi var små banditter i starten, vidste de, at jeg virkelig brændte for musikken«.
Det lyder umiddelbart som nogle exceptionelt tålmodige pædagoger, der tolererede den her gruppe kaosskabende, smårapsende »små banditter«. Og de mennesker vi møder, da vi ankommer til fritidsklubben, virker da også bevidste om, hvor vigtigt stedet er for kvarterets unge.
»’Klub’ er en meget Albertslund-agtig ting«, forklarer en kvindelig medarbejder, der indvilliger i at vise os rundt i Bakkens Hjerte. »Mange kommuner har lukket deres klubber. Men vi holder på, at de penge, man bruger på at lave klub, sparer man tifoldigt på folk, der ellers kunne ende i spjældet«, siger hun og fortæller, at der fortsat kommer mange unge i klubben for at lave musik.
Men personalet er også skrappe og virkelig gode til at håndhæve deres autoritet. Man fornemmer, at de vil de unge det bedste, men at de ikke gider noget pis. »Vi lader jer ikke blive derinde, så kommer BJ og giver jer tæsk«, siger pædagogen, der viser os rundt, for eksempel, da vi begynder at slå os lidt for meget ned i lydstudiet med de værdifulde instrumenter. »Der er nix pille her«, bliver der understreget tydeligt. BJ er ham, der står for lydstudiet, forklarer Fouli bagefter, da vi er nede i kælderstudiet, hvor musikkarrieren startede.
»Jeg tog tit derhen alene og lærte at mixe i Cubase (musikprogram, red.). Vi fik beats fra Youtube eller hjemmesider som Soundclick. Så recordede jeg mig selv og løb ind i boksen«, siger han. »Der var ingen, der brugte studiet dengang. Så kom jeg og var der hver dag. En dag, mens jeg laver musik, banker det pludselig på, så er det en shabab, der kommer løbende ind med en PlayStation og sidder og gemmer sig inde i vokalboksen, mens jeg bare tænker ’fuck’«.
PlayStation-tyveriet ender næsten med karantæne for Fouli, så den unge rapper beslutter sig for at smide de venner, der ikke kan opføre sig ordentligt, ud. Det skal være fuld fokus på musikken. Og Fouli bruger alle metoder for at få mere tid i studiet.
»Der var på et tidspunkt en Counter-Strike-turnering, hvor man kunne overnatte der og spille hele natten. Så meldte jeg mig til. Det kostede 50 kr., og der var gratis pizza og sucuk. Jeg tog selvfølgelig bare i studiet og var der hele natten«.
I den første lange periode har Fouli ikke meget kontakt til de andre unge i Bakkens Hjerte. »Vi var slet ikke sociale oppe i klubben«, som han siger. »Vi gik ovenpå, købte en toast og gik ned i studiet i kælderen og låste døren. Det var det«.
Men lidt efter lidt virker det som om, den unge dreng fra Hedemarken falder til. Pædagogerne respekterer hans dedikation til musikken. Og der bliver også knyttet bånd til nogle af de unge fra området: »Til sidst blev vi inviteret til alle mulige privatfester i Galgebakken. Folk lærte at opføre sig ordentligt til sidst – det var mere godt end dårligt«.
Fouli er ikke den mest sentimentale person, jeg har mødt, men han lever tydeligt op, da vi bevæger os rundt i klubben. »Fuck, det var gode tider dengang«, siger han nærmest for sig selv på et tidspunkt. Og det er da også en opløftende historie: At et sted som Bakkens Hjerte kan skabe noget så positivt. Føre dem fra Hedemarken sammen med dem fra Galgebakken. Og få en ung dreng som Fouli på kurs mod en hiphopkarriere.
Da vi skal til at gå fra klubben, sætter de unge i fællesrummet Foulis sange på anlægget. Nogle tager billeder af ham, og et par dedikerede fans følger endda efter os lidt af vejen ud på parkeringspladsen. Men ingen siger rigtig noget til ham. Det er de for generte til. Det er sjovt, at en person som Fouli, som trods alt stadig kun er moderat kendt i den brede befolkning, har sådan en aura her. Det er som om, han har startet noget – banet vejen for, at dem fra Hedemarken kan tage over til Galgebakken og lave musik. Så længe de holder fingrene væk fra den PlayStation.
En ny hiphopgeneration finder sammen – hos en meget usandsynlig mentor
I bilen på vej til en restaurant i nærheden fortæller Fouli om det næste skridt i sin musikalske udvikling, mens han dirigerer pladeselskabets udsendte, der kører bilen, og får taget billeder af Soundvenues fotograf, der sidder på forsædet og skyder over skulderen.
Efter de unge år i Albertslund og tiden i Bakkens Hjerte, begynder rapperen som ældre teenager at hænge ud med en rapper fra Avedøre ved navn Danni. Han er en del af duoen DC med Carmon, som senere får stor succes. Dannis producer hedder Nicki Pooyandeh – nu en af Danmarks største producere, der har navne som Molo, Gilli, Node og stort set alle andre storstreamende artister på cv’et. Men dengang var de allesammen bare unge drenge fra Vestegnen. Eller »små banditter«, som Fouli nok ville sige. Og de her små banditter var så heldige at finde en person, der kunne give dem et nyt kunstnerisk fristed.
»Det var Danni, der introducerede mig for Tau Mau. Så begyndte vi bare at komme der. Det var det nye«, siger Fouli.
Tau Mau. Du kender måske ikke navnet, men han har været en central skikkelse for mange unge rappere. Han er manden, der hjælper de her unge drenge fra de belastede kvarterer til at blive rapstjerner. Men selv er han det modsatte af en gadeskikkelse. Tau Mau er en høj, ranglet, hvid producer, der har sit eget setup på Islands Brygge.
»Tau var med os og støttede os«, forklarer Fouli. »Han hjalp os: Både økonomisk og frem for alt med studiet. Han lagde tid i os og arbejdede med os. Han havde selv sine små issues derhjemme, lige som vi allesammen har, men alligevel lagde han tid i os. Tau, han er benhård. Han er O.G.«.
Efter mødet med Tau begynder tingene at tage fart. MellemFingaMuzik, Sivas, Gilli og en række andre kunstnere har gjort hård, dansk ghettohiphop til en af landets største genrer, og nu presser en ny generation omkring DC, Jamaika og Fouli på for at blive de nye stjerner. Den nye generation af helt unge rappere er tit teenagere, der kommer fra så forskellige steder som Vejle, Nivå eller Albertslund, og som tit har et problematisk forhold til loven. Men hos Tau får de et fristed. Og de får muligheden for at lave musik sammen. Rødderne blomstrer.
»Vi flækkede Taus hjerne, fordi vi altid ville være der så sent«, siger Fouli om tiden hos Tau. Vi er efterhånden ankommet på en grillrestaurant i Glostrup, og Fouli har lige fået en suppe. Han nyder tydeligvis at tænke tilbage på de unge dage – selv om de reelt set kun er få år tilbage. »Vi har haft mange aftener derude, og vi var fucking aktive, når jeg tænker over det. Vi lavede bare musik. Der er lavet musikvideoer, der ikke er kommet ud, og vi har lavet en sang med Icekiid, som også var rigtig fed. Den dag havde Tau et VHS-kamera, som vi filmede med i studiet. Vi var boozede, og mig og C (Carmon, red.) og D (Danni, red.) og senere Icekiid hyggede os og lavede et nummer«.
Det er tydeligt, at de mange unge rappere både hygger sig sammen og inspirerer hinanden, og med Tau Mau bag knapperne bliver de første ægte hits skabt. Fouli begynder at mestre sin kunst. Men det er mere end bare musik: Ligesom Bakkens Hjerte gav et hjem til gadens drenge, bliver Tau Maus studie på Islands Brygge også meget mere end et studie for Fouli, DC og en række andre rappere.
»Der var ikke så meget gadeplan længere, for man vidste, hvad man skulle«, forklarer Fouli. »Det har fået mig væk fra mange ting. Ligesom i Bakkens Hjerte: Når klokken blev seks, skulle man over i studiet«.
Arbejdet betaler sig, og Fouli får i 2016 sit første Youtube-hit med ’Vi tales’, der gæstes af Danni og Carmon. Men her begynder det at vise sig, at gaden og musikken ikke er så nemme at skille fra hinanden.
»Efter ’Vi tales’ lavede mig og DC vores egen koncert på Stengade. Den blev lukket ned og var i nyhederne og sådan noget. Der var for mange sjakaler, der kastede flasker mod vagterne, fordi de ikke kunne komme ind«.
Det er ikke den eneste episode, hvor gadelivet stadig spøger. Rappere som Carmon og Jamaika, der kom flittigt hos Tau Mau, ryger på tidspunkter i fængsel på grund af ting, de laver på gaden.
Fouli står i en lignende situation nu. Han har også stadig haft et ben på gaden. Studierutinen har ikke altid vundet. »Der har været perioder ind i mellem, hvor jeg har dummet mig«, indrømmer Alberstlund-rapperen. »Det er fucked op. Men det er, hvad det er«.
Et ben i studiet, et ben på gaden, blikket fremad
Fouli virker rolig og fattet, som om han har øjnene stift rettet mod målet. Men det må alligevel spøge i hovedet: Kontrasten mellem en hiphopkarriere, der efter næsten et årtis forberedelse endelig udmunder i en ep, og så et usikkert fodfæste i livet, der hurtigt kan gå galt.
Det er også en kontrast, der er til stede i Albertslund, når vi kører rundt med Fouli. For på den ene side er der børn, der tager billeder af ham, når han går forbi. Men samtidig bliver han refleksagtigt opmærksom, når en politibil sætter sirenerne i gang og flyver ned af en særlig sidevej.
»Nej, nej«, mumler Fouli, og når jeg spørger hvorfor, forklarer han det således: »Det er lige derovre, det hele foregår. Det er her balladen er, forstår du? Jeg tænkte, måske de var på vej derned. Men åbenbart ikke…«
Senere, da vi drejer ind på en stor containerplads, hvor studiet ligger, ser han sig også over skulderen for at se, om en parkeret bil mon kan være politiet. Jo længere man er sammen med Fouli, jo mere lægger man mærke til den der særlige opmærksomhed, han har. En slags radar, der hele tiden kører.
Det er samme fokus, man kan høre på hans debut-ep. Sange som ’Gaden’ beskriver i princippet et regelsæt, du skal følge for at klare den her. Titelnummeret på ’Dag 1’ er en næsten Meek Mill-agtig intro, hvor Fouli fyrer igennem sit livs historie, linje efter linje. ’Million’ med Albertslund-rapperen Branco er derimod fantasien om de helt store summer. Ep’en er kun fem sange og 12 minutter lang, men den er et kondenseret blik ind i Foulis univers.
Det hele er lavet her: På en stor containerplads, hvor Fouli og hans producere har kapret en lille hjørnebygning til studiebrug. Her møder vi Salomon Ono og Simon Hvid, der sammen med Akhee (der stadig sover efter sidste nats studiesession) står for Foulis lyd.
»Vi har haft studiet i fire år gennem Simons far, der kører lastbil på containerpladsen«, fortæller Salomon, en imødekommende og venlig producer, der et par år yngre end Fouli. »Han snakkede med chefen og skaffede os det her lokale med billig husleje. Og vi kan larme alt det, vi vil. ’Gaden’ og ’Jailhouse’ (af ’Carmon’, red.) blev lavet her. ’Afdeling A’ (af Danni, red.) er også lavet her, og ’Nadia’ af Naoui. Der er lavet en masse ghetto-bangers herude«.
Efter studiet i Bakkens Hjerte og fællesskabet hos Tau Mau er det som om, Fouli virkelig har fået sit helt eget sted her sammen med sine tre hofproducere. Det er også her, Fouli har lavet en masse sange med den unge rapper Naoui. Der er snak om en fælles-ep, men intet er sikkert. »Tit, når Fouli er i studiet, kommer Naoui også forbi«, fortæller Salomon. »De har fået nogle rigtig spændende ting ud af det. Vi har syv-otte numre klar, vi skal vælge og vrage imellem«.
En anden af deres fællessange er også med på ’Dag 1’ – den ekstremt stærke ’Gunshot’, der både er melodisk og hårdtslående. Fouli og Naoui har lidt en storebror-lillebror-dynamik, der er ret unik. Når man lytter til ’Gunshot’ og resten af Foulis nye ep, giver det mening, at musikken er skabt i den her hemmelige lomme af Albertslund. Det er en særlig lyd, der er opstået her.
»Albertslund er min hjemby. Det er mit barndomshjem, hvis man kan sige det sådan«, siger Fouli. Det er også her han stadig bor med sin familie: »Det ville være mærkeligt uden min familie. Jeg er vant til at have dem omkring mig. Det ville være mærkeligt at være uden mamas mad. Man kommer hjem, og det dufter godt«.
Duften af hjemmet, familien og Albertslund er på mange måder omdrejningspunktet for Foulis liv og hans musik. Men der er også noget andet: En form for længsel væk. Han har lige været i Spanien med sine producere, hvor han blandt andet arbejdede på musik sammen med Gilli – han vil ikke tale om noget konkret, men afslører at manden bag ’Kolde nætter’ gerne ville have gæstet ’Gaden’.
Og så er der videoerne til de mere melodiske, sydlandske sange ’Mon Poto’ og ’La Fami’, der begge foregår i Marokko, hvor Foulis familie stammer fra. Begge de videoer var ikke ukomplicerede at lave. ’Mon Poto’ endte nærmest som en overlevelsestur i ørkenen, mens myndighederne overvågede ’La Fami’-produktionen. Derfor har Fouli stadig ikke lavet sin helt store drømmevideo.
»Jeg har altid haft tanken om at lave en særlig video derovre«, siger han. »Da jeg var lille, gik jeg helt op af bjergene og kom op til et sted med 200 år gamle togskinner. Hvis du går endnu længere end dem, kommer du til et fucked up sted, hvor drenge og piger tager op og er sammen om natten. Der lå smadrede Heineken-flasker og kondomer. Men hvis man går endnu længere, kommer man til en tunnel, der leder til en flækket bygning. Der plejede at ligge et firma eller en fabrik, som min oldefar arbejdede på. Det ser sindssygt ud. Det ligner kviksand. Der ville jeg gerne filme. Jeg skal nok lave den video en dag«.
Da han fortæller om sin vision, får han samme begejstring i stemmen, som når han taler om tiden i Bakkens Hjerte eller aftenerne hos Tau. Eller som når vi går ind i studiet, og han opdager, at Salomon Ono og Simon Hvid har opgraderet udstyret i vokalboksen. Jeg forestiller mig, at det er den samme begejstrede ild, pædagogerne i Bakkens Hjerte så i den helt unge Fouli, og som fik dem til at tilgive ham for, at hans venner havde stjålet den Playstation.
Læs anmeldelse: Fouli ‘Dag 1’
Læs også: Jorden rundt med Gilli, Kesi og Fouli: Mød holdet bag dansk hiphops musikvideo-renæssance