Simon Littauer har været stille siden sin overbevisende koncert på Roskilde Festival i 2018, men nu rykker den danske musiker igen på sig. Det sker med singlen ‘Hubris’ og en virkelig flot musikvideo, som er lavet i tæt samarbejde med instruktøren Ian Isak, som tidligere har arbejdet med navne som Lukas Graham og Soleima.
Faktisk er selve musikken og videoen blevet til i nogenlunde symbiose, og ikke som normalt, hvor en instruktør laver musikken til et allerede færdigt track: »Vi havde fra starten samme målsætning om at skabe et værk, hvor netop samspillet mellem musik og billeder var i fokus. Derfor valgte vi faktisk, at Simon skulle komponere musikken til billedsiden og ikke omvendt, som man normalt ville gøre det«, udtaler Isak i en pressemeddelelse.
Resultatet er et virkelig ambitiøs musikvideo om en teleevangelist, der ‘healer’ folk, hvorefter der, ja… Jeg gider faktisk ikke afsløre for meget. Evangelisten spilles af den danske skuespiller Anders Hove, der er kendt fra en lang række film, senest ‘Journal 64’.
Simon Littauers musik spiller i den grad op til seancen, da breakbeats og den pulserende techno eskalerer og skaber de lydmæssige rammer for den vanvittige fortælling, der foregår på skærmen.
»Jeg synes, at det smelter godt sammen i historien om de semifanatiske følgere i videoen, som tror på den falske healer. Alle karaktererne hengiver sig til noget ekstremt og unaturligt, der ender med en form for besættelse eller undergang. Det, synes jeg, er et godt billede på mange ting i vores tid«, siger Littauer i en pressemeddelelse.
Læs anmeldelse: Simon Littauer på Roskilde Festival