Simon Littauer gik i symbiose med maskinen på Roskilde Festival

Simon Littauer gik alene på scenen. Han var i hvert fald det eneste menneske. Med sig havde produceren dog et udvalg af maskiner, som han betjente med et sådant overskud og ro, at hvert lille drej på en knap føltes som om det skulle være lige præcis det og intet andet. En symbiose mellem mand og maskine.

Lydbilledet var præget af den modular synthesizer, der med sit virvar af kabler og lamper tronede som et moderne alter. De knivskarpe, organiske synthlyde lagde sig komfortabelt på toppen af trommemaskinerne, der udløste en mindre endorfinrus, hver gang de satte ind. Lyttede man igennem, lå der bagved også et knitrende og skurrende lag og komplementerede.

Littauer fik med en mesterlig opbygning kørt publikum ud i en status af eufori: Da han undervejs løftede sin øl for at skåle, var det kun en håndfuld, der bemærkede gestussen. Normalt et dårligt tegn, men her var det en indikation på, at Littauer havde gjort præcis det, han skulle.

Han balancerede mellem technotrommernes overtag og en nedbrydning af hele lydbilledet i fragmenterede og flydende mellemspil, og overordnet set startede sættet ud i et lidt blødere univers, inden de melodiske synths måtte vige for hårdtslående bas.

Man kan kun ærgre sig over, at man ikke fik muligheden for at opleve Littauer i en mere klubbet ramme. Her ville man i ly af mørket kunne blive helt væk. Littauers techno er nemlig den slags, der kan få én til at glemme tid og sted, så universet føles uendeligt stort og ekstremt lille. Så en time føles som ti minutter og et helt døgn på samme tid.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival