Florida-rapperen YNW Melly blev i slutningen af februar anholdt for dobbeltmordet på crew-kollegerne YNW Sakchaser og YNW Juvy. Nu er det kommet frem, at anklageren i staten Florida stiler efter dødsstraf til den 19-årige rapper. Det kan TMZ rapportere og Pitchfork bekræfte.
Ydermere har Billboard været i kontakt med en af Mellys advokater, Jason Roger Williams, som udtaler, at anklageren fra begyndelsen af sagen har indikeret et ønske om, at rapperen får dødsstraf. Williams siger desuden, at anklageren vil præsentere bevismateriale ved en snarlig hørelse, som ifølge Pitchfork skal foregå nu på torsdag.
YNW Melly står anklaget for at have skudt og dræbt sine venner og hiphopkolleger YNW Sakchaser og YNW Juvy 26. oktober sidste år. Han erklærede sig uskyldig i starten af marts.
Medanklaget er et fjerde crewmedlem, YNW Bortlen, som efter drabene kørte de to ofre på skadestuen. Melly og Bortlen forsøgte angiveligt at iscenesætte mordet som et driveby-skyderi. Det meldes ikke hvilken straf, Bortlen ønskes idømt af anklageren.