I går annoncerede Lykke Li en ny musikfestival under titlen Yola Fest, der senere på foråret springer ud i Los Angeles. En festival, der ifølge plakaten skal hylde »kunsten, kulturen og musikken skabt af kvinder i dag«.
Alle de optrædende er således kvindelige kunstnere. Plakaten rummer foreløbig Lykke Li selv samt Charli XCX, Cat Power, Cupcakke, Megan Thee Stallion, Ambar Lucid samt et særligt akustisk show fra Courtney Love & The Chateau Band.
»Vi samles under stjernerne og drikker, grinder og kæmper kampen!«, lyder det fra en begejstret Lykke Li via Instagram.
Festivalen løber af stablen den 8. juni i Los Angeles State Historic Park. Festivalens titel er lånt fra et mexicansk mezcal-brand, der er med til at sponsorere herlighederne. Brandet er grundlagt og kørt af kvinder, som arbejder for økonomisk uafhængighed, arbejde og retfærdig løn til kvinderne i Oaxaca, Mexico.
Læs også: Roskilde Festival: Vores fem største ønsker til den endelige spilleplan