Roskilde Festival: Vores fem største ønsker til den endelige spilleplan

Plakaten er ude inklusive en dagsplan, og næste skridt for Roskilde Festival er altså den endelige spilleplan med tider, scener og overlap – den plejer at lande i slut-april/start-maj. Mens festivalen knokler hårdt for at sammensætte det perfekte skema, har vi her samlet vores ønsker til puslespillet og den endelige fordeling af scener og spilletider.
Roskilde Festival: Vores fem største ønsker til den endelige spilleplan
Roskilde Festival. (Foto: Kasper Månsson/Soundvenue)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Planlæg onsdagens hiphopprogram meget nøje

Roskilde har generelt et rigtig godt, spændende hiphopprogram – og samtidig er det langt hen ad vejen fordelt så pænt mellem de forskellige dage, at det burde være let at undgå de store overlap. Den store undtagelse her er onsdagen, hvor der er hele fem hiphopnavne på plakaten. Da koncerterne først starter kl. 17.00 om onsdagen, skal man altså holde tungen lige i munden, hvis man vil lave en tidsplan, hvor det bliver muligt at se alle fem kunstnere.

De fem, det drejer sig om, er Cardi B, Skepta, Sheck Wes, Silvana Imam og Jpegmafia. Vi ved, at Silvana og Cardi begge får Orange, og det ville undre os gevaldigt, hvis ikke Skepta fik Arena. Sheck Wes og Jpegmafia ved vi ikke med sikkerhed, men Apollo virker ret sandsynligt for begge.

Silvana Imam skal åbne Orange Scene. Den slags sker typisk ca. 18.30. Inden da kan man lige nå en kort Apollo-koncert – Scheck Wes’ højtråbende traprap ville nok egne sig bedst til en kortere koncert, og dens energi ville egne sig godt til at åbne Apollo – så sæt ham der allerede 17.15, så man kan tage til Silvana Imam direkte bagefter.

Med de mange gæster kan vi regne med, at Silvanas koncert vil være ret lang – måske hele to timer? Efter hende ville Jpegmafia på enten Avalon eller Apollo være stærkt. Hvis vi sætter ham der ca. kl. 21.00, ville en Arena-koncert fra Skepta omkring 23.00 være på sin plads. Selvfølgelig ville en endnu senere koncert også stå godt til ham, men siden vi håber på Cardi B som aftenens sidste Orange-navn ca. kl. 01.00, må han spille lidt før, hvis vi ikke skal have et clash mellem de to karismatiske rappere.

Altså ville en ideel hiphoptidsplan onsdag se nogenlunde sådan her ud:
17.15: Sheck Wes, Apollo
18.30: Silvana Imam, Orange Scene
21.00: Jpegmafia, Avalon
23.00: Skepta, Arena
00.30-01.00: Cardi B, Orange

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Overvej anciennitet kontra popularitet

Sidste år var der proppet på Apollo, da unge hiphopnavne som Joey Bada$$ og Vince Staples gav koncert. Jeg var selv til Vince Staples, og jeg vil personligt beskrive oplevelsen som decideret mast. Joey Bada$$’ koncert endte med at blive fuldkommen katastrofal, og der var ligeledes alt for lidt plads.

Samtidig var nogle af mine venner på Arena for at se postrock-veteranerne Mogwai. Her var fremmødet relativt tyndt. Endnu værre var det, da hardcorelegenderne i Madball derefter prøvede at få gang i et Arena-publikum, der var pinligt lille.

Disse fire koncerter taler i fællesskab et tydeligt sprog: Mange relativt unge rappere er klar til at spille på Arena, og mange kanoniserede (rock)bands ville nok være bedre tjent ved at rykke ned til Avalon.

Nu nævnte vi tidligere Sheck Wes som et oplagt Apollo-navn, men han er nok netop en, hvor man måske skulle overveje, om han er klar til Arena. Denzel Curry er et andet navn, hvor man måske grundigt skal tænke over, om det ville få et Joey Bada$$-agtigt resultat at placere ham på Apollo – hypen er massiv.

Modsat er der rock- og metalnavne som Testament, Converge, Spiritualized og Behemoth og Philip H. Anselmo, der uden tvivl har haft uvurderlig indflydelse på deres respektive genrer. Men hvis man satte dem overfor et blot mellemstort hiphopnavn som eksempelvis Joey Purp eller Sheck Wes på en festival, hvor gennemsnitsalderen for betalende deltagere er 24 år (og gennemsnitsalderen for frivillige muligvis er lavere), ville det ikke være svært at forudsige, hvem der ville tillokke flest festivalgængere. Så Avalon er måske langt hen ad vejen den scene, der ville klæde disse navne bedst.

Der er dog én lille hage ved at lade de unge hiphopnavne få Arena. Det er, at mange unge hiphopnavne giver relativt korte koncerter – noget, der er lettere at acceptere på Apollo og Avalon end på Roskildes næststørste scene. Men det er muligvis det værd, hvis alternativet er maste, overproppede koncerter, hvor lyden bliver mudret.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Få Jon Hopkins til at spille lukkekoncerten på enten Apollo eller Arena torsdag

I år lukkes Orange Scene ingen af dagene med en elektronisk koncert. Så meget kan vi praktisk taget udlede på forhånd med den information vi har om Orange-navnene. Den elektroniske nattefest er efterhånden en fast del af Roskilde-oplevelsen for mange, men så er det jo heldigt, at man kan ty til andre scener.

Underworld er legender, så de er så godt som garanteret en nattekoncert på Arena om fredagen. Dertil plejer Apollo ofte at afslutte dagen med noget elektronisk musik – i år bliver årets allersidste Apollo-navn for eksempel den tyske houseproducer DJ Koze.

Torsdag har vi nok årets næststørste elektroniske navn i form af engelske Jon Hopkins (selvsagt kun overgået af Underworld). Hans to seneste album, ‘Immunity’ og ‘Singularity’, er to af årtiets mest roste elektroniske udgivelser, og de blander følsom tænksomhed med en turbolent, klubbet lyd, der lægger op til et brag af en fest.

Hvis Roskilde ikke giver Hopkins en plads som dagens afsluttende navn på en af scenerne torsdag, går de glip af chancen for en elektronisk koncert, der som få andre vil sætte sig i hjertet, når publikum går derfra. En kombination af den feststemte forløsning, vi i 2017 fik fra Justice på førstedagen, og den svimlende helhedsoplevelse, Den Sorte Skole gav os to nætter senere.

Hopkins kunne oplagt tage sig af lukketjansen på Apollo om torsdagen, men når vi kigger henover de annoncerede torsdagsnavne, er det egentlig svært at nævne nogen, der nær så godt ville kunne tage sig af nattens sidste koncert på Arena. Robert Plant og Brockhampton ville nok fungere bedre lidt tidligere, og de fleste andre er vel nærmest for små til at skulle spille en så sen Arena-koncert. Så Hopkins ville nok være den bedste til tjansen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Gentag succesen fra sidste år: Lad os nøjes med tre Orange-koncerter lørdag – og lad The Cure afslutte tidligt

Sidste år nøjedes Roskilde med tre Orange-navne på sidstedagen: Peter Sommer, Dua Lipa og Gorillaz. Gorillaz’ afsluttende koncert startede kl. 23.00, og derefter kunne man fortsætte aftenen på de andre scener.

Det fungerede rigtig godt. Næsten alle kunne dele den sidste Orange-koncert, selv hvis de skulle halvtidligt hjem, og de mest feststemte festivalgængere kunne så afslutte dagen på andre scener.

Lige nu har vi tre bekræftede Orange-navne lørdag: Bikstok, Janelle Monáe og The Cure. Lad os holde det ved de tre. Siden The Cure skal lukke Orange med en selverklæret maratonkoncert, vil deres optræden formentlig vare tre timer, ligesom deres seneste
Roskilde-optræden i 2012
.

The Cure skal derfor måske på endnu tidligere end Gorillaz, for eksempel kl. 22.00. Så vil deres koncert være forbi kl. 01.00, og de energiske publikummer kan så fortsætte over til for eksempel Apollo og Arena, hvor det er annonceret, at henholdsvis DJ Koze og Cypress Hill vil afslutte.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Vores ønsker til de sidste Orange-navne (og hvem der ville være bedre på Arena)

Hvis vi antager, at der ender med at være tre Orange-navne både onsdag og lørdag, er disse dage allerede fyldt op: Onsdag er det med Silvana Imam, Bob Dylan og Cardi B, lørdag som sagt med Bikstok, Janelle Monáe og The Cure.

Det betyder derfor også, at visse navne, der hypotetisk kunne tage Orange, vil få Arena. Men i disse tilfælde er Arena langt hen ad vejen den bedre scene for dem. Det gælder blandt andre for Marina, Noel Gallagher’s High Flying Birds, Scarlet Pleasure, Tears for Fears og Cypress Hill (sidstnævnte har dog længe været annonceret specifikt til at lukke Arena).

Torsdag er der to annoncerede Orange-navne – Travis Scott og Mø, der formentlig vil tage aftenens to sidste koncerter. Vi forventer fire Orange-koncerter denne dag, så de to tidligere, lidt mere solskinsstemte koncerter mangler. Brasilianske Jorge Ben Jor vil helt klart passe godt til den tidlige koncert med sin varme sambapop.

Torsdagens anden koncert er lidt sværere at regne ud. Robert Plant og Brockhampton ville nok begge gøre sig bedre på Arena, men til nøds kunne de tage pladsen. Vi håber dog, at der kommer et sidste Orange-navn sammen med spilleplanen, ligesom det skete med House of Pain i 2016 og Nas i 2017.

Fredag har vi tre bekræftede Orange-navne: Robyn, Vampire Weekend og Bring Me the Horizon. Højst sandsynligt tager disse aftenens tre sidste tider, og dermed er der en eftermiddagsplads ledig. Af de nuværende navne virker Jungle oplagte til at tage den. Hypotetisk var Hugo Helmig måske også kortvarigt i spil, men ham har vi fået bekræftet til Arena.

Der er dog også den anden mulighed, at Bring Me the Horizon og Vampire Weekend er dagens to første navne. Robyn er dog blevet annonceret til en »sen nattefest«, så hun afslutter scenen med al sandsynlighed. Men hvis dette er tilfældet, kunne Underworld snildt klemmes ind mellem Vampire Weekend og Robyn. De ville dog nok ligesom Robyn være bedst sent om natten, og således bør de altså spille på Arena, hvis tidsplanen skal gå op.

Læs også: Kun én dansk rapper i hovedprogrammet: Hvordan får vi løst Roskilde Festivals problem med dansk hiphop?

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af