The Cure – fra new wave til totaloplevelse
Skyerne havde trukket sig godt sammen om Orange Scene, inden The Cures koncert torsdag aften. Men tog man det som et forvarsel om smådepressiv regnvejrsrock, hvad bandet så ofte er blevet forbundet med, var overraskelsen over briternes tre timer lange triumftog så meget desto større.
Med stoisk ro indtog de fem midaldrende herrer scenen, hvorefter et imponerende sangkatalog udfoldede sig. Og i takt med at timerne blev små, gik The Cure ellers fra postpunk- og new wave-klassikere som ’Lovesong’, ’In Between Days’ og ’Lullaby’ videre til grandiose støjpassager i stadionrockklassen, for til sidst at forkæle pladsen med en times ekstranumre, hvor særligt en smuk og tålmodigt opbygget ’If Only Tonight We Could Sleep’ og den omvendt muntre cabaret-variant ’The Love Cats’ sad lige i skabet. Gemytlig snak med publikum var der til gengæld ikke meget af, for bandet havde travlt med at nå, alt det de ville musikalsk.
Læs live-anmeldelse: Apparatjik på Roskilde Festival
Man måtte både undres og imponeres over, hvor fremragende og uforanderlig Robert Smiths signifikante vokal stadig er, og med et vanvittigt sammenspillet band – hvor særligt den tydelige chorus effect-guitar må have fornøjet enhver new wave-romantiker – blev det ganske enkelt en af de der aftener, hvor alting faldt på plads imellem band, publikum og de små tilfældigheder.
Læs også: Festivaltendens: Cool med kasket
Og nå ja, da Smith hørte, at han stadig havde tre minutter tilbage at give af, fik vi lige ’Boys Don’t Cry’ til at drage videre på. Enestående!
