Jon Hopkins

Hvis man forventer, at ’Immunity’ indeholder klaverbåret folktronica med hjertegribende lyrik a la det Mercury Music Prize-nominerede ’Diamond Mine’, Jon Hopkins’ samarbejde med singer/songwriteren King Creosote fra 2011, vil man nok blive overrasket. Den pulserende dance og techno, der kendetegner Hopkins’ nye opus, er knasende tør, bredt udfoldet, fremmedartet (men langt fra fremmedgørende) ved sin deliriumagtige detaljerigdom – og klubvenlig på sin helt egen måde.

Hopkins får på gennemført vis sat toner til en typisk night out. Fra forberedelse til druk, fest (og sex) og det uundgåelige comedown, når trætheden afløser ekstasen, men også skønheden og tristessen når morgensolens første stråler bryder frem.

Læs anmeldelse: Jon Hopkins & King Creosote ‘Diamond Mine’

Albummet kulminerer fra anden til fjerde skæring (’Open Eye Signal’, ’Breathe This Air’ og ’Collider’) med 20 minutters accelererende spændingskurver med næsten brutale beats og en desorienterende drøm af opfindsomme krummelurer. Kort sagt et mere end overbevisende stræk.

Hopkins har fuld kontrol over sine virkemidler og respekterer rammefortællingens faser, der toner smukt ud med de melankolske lydcollager på det 12 minutter lange ’Sun Harmonics’ og det ti minutter lange titelnummer (med gæsteoptræden af King Creosote). Her minder albummet til dels om ’Diamond Mine’ ved sin brug af reallyde og drævende klaverpassager.

Hopkins er unik på den elektroniske scene på grund af den håndgribelige varme og ægte følsomhed, der strømmer ud af hans musik, selv når han sætter turbo på. ’Immunity’ er det hidtil mest ambitiøse, ophidsende og helstøbte vidnesbyrd om hans evner.