King Creosote & Jon Hopkins

Der er krudt i røven på Kenny Anderson, som under pseudonymet King Creosote i 15 år har givet den som en europæisk udgave af Robert Pollard, indspillet og udgivet over 40 album(!) – de fleste på egen hånd med base i det landlige Fife i Skotland.

‘Diamond Mine’ har han dog været mere besindig med. Albummet er et samarbejde med electronica-kunstneren Jon Hopkins og skildrer Andersons opvækst i et landsbysamfund ved kysten gennem vemodsduggede ruder. Numrene er mestendels loppefund fra Andersons enorme sangkiste men kittes her sammen i en ny kontekst af Hopkins’ blide ambientmørtel. Man aner tematiske og stemningsmæssige paralleller til British Sea Powers fabelagtige soundtrack til stumfilmen ‘Man of Aran’, der også portrætterede livet ved havet.

De to musikere varetager med arbejdsdelingen nærmest forgrund og baggrund på samme lærred. Hvor Hopkins maler med brede, atmosfæriske og distancerende strøg – synthflader, der skyller henover numrene som havgus og diskrete percussionprogrammeringer – tager Anderson sig af detaljerne og det intime med sit spartanske guitarspil og nærværende, varme stemme.

Det største problem er af ren luksuskarakter: Der er ikke nok! De to briter har arbejdet ‘on-and-off’ på projektet i syv år, og det er der kommet et tilsvarende antal numre ud af. Med en spilletid på en god halv time er det antiklimaktisk at konstatere, at den ellers ultraproduktive skotte har været så lang tid om dette destillat. Men titlen er rammende, og som med årgangswhisky har det været værd at vente på. Morderligt smukt.