Jon Hopkins beviser, at man sagtens kan sætte gang i klubben som snart 40-årig
40, frisk og flittig kunne meget vel være musikverdenens version af det velkendte ordspil. I hvert fald styrer house-fænomenet Jon Hopkins direkte mod det skarpe aldershjørne helt uden at ændre kurs (han bliver 39 i august).
Den engelske musiker og producer begyndte sin karriere allerede som 17-årig som pianist og senere keyboardspiller for synthpop-sangerinden Imogen Heap. I dag, over tyve år senere, demonstrerer det forvoksede elektroniske ungdomstalent med udgivelsen af sit femte studiealbum, at han holder sig i fin form.
Hopkins signatur har i et stykke tid været samspillet mellem hårde, hakkende rytmer og distanceblændende synths. På titelnummeret, efterfulgt af dansegulvs-bangeren ’Emerald Rush’, tegner han signaturen skarpere op en nogensinde før. Men det betyder ikke, at albummet føles som et genkendeligt værk at lytte til. Det rush, man får af at kunne stå i dette instrumentelle styrtebad af repeterede klangfigurer og iskolde beats på kompositioner af op til næsten 12 minutters varighed, gør, at man føler sig mirakuløst opkvikket – nærmest som om man er blevet dasket i ansigtet med en håndfuld friske, fugtige gulerodstoppe.
Det er altså den fine balance mellem genkendelighed og fornyelse, Hopkins har fundet. Han beviser fuld af selvtillid, at han både kender sin egen lyd og samtidig ikke er bange for at udfordre den til duel. Det første af en række stemningsskift, der lægger ud med fuld disharmoni på ’Neon Pattern Drum’, virker især som en spændende opdagelsesrejse for englænderen ud i det skurrende ukendte.
Umiddelbart efter vender Hopkins tilbage til sine melankolske favorit-molakkorder, der dirrer metallisk hen over et konstant, trykstærkt trommespor. Synthfladerne helt uden beat har det, som det næsten hører sig til, med at blive lidt langtrukne, men Hopkins bevarer kontrollen og sørger for, at der aldrig opstår decideret døde punkter. De sprøde og friske energismæld, som albummet domineres af, skaber fornemmelsen af en bouncende dj ved pulten, der virkelig elsker sit job og ikke har tænkt sig at gå på pension foreløbig.
Kort sagt:
Hvis nogle skulle være i tvivl, om man stadig kan sætte gang i en klub, når man nærmer sig 40, beviser Jon Hopkins det uden at blinke. Hans seneste soloudspil er et imponerende yndefuldt resultat af mange års utrætteligt arbejde for fremdrift og fornyelse på den globale housemusikscene.