Madonna er tilbage, og hun barsler med et nyt album under titlen ’Madame X’. Nyheden blev offentliggjort i en dramatisk, lille trailer, hvor den ikoniske sangerinde forklarer idéen bag albummets titel.
»Madame X er en hemmelig agent (jeg er Madame X), der rejser verden rundt, ændrer identitet, kæmper for frihed og bringer lys til mørke steder,« lyder det fra Madonna i teaseren akkompagneret af nye toner, der kunne tænkes at gå igen på albummet, alt imens hun ændrer outfit og look fra det ene øjeblik til det andet.
Denne mystiske Madame X er alt fra mor, helgen og nonne til fange, luder og spion. Hvordan dette kommer til at tage sig ud på i pladeformat, må vi vente og se. Projektet har endnu ingen officiel udgivelsesdato.
‘Madame X’ bliver Madonnas første nye album siden 2015-udgivelsen ‘Rebel Heart’.