Guitaren har overtaget hiphoppen. Atlanta-rapperne Young Thug, Gunna og Lil Baby har taget instrumentet til sig på en række trap-tracks, Post Malone elsker den gode gamle guitar, og senest har Lil Nas X’ kæmpehit ‘Old Town Road’ introduceret os for country-trap. Men i Danmark har vi ikke fået så meget af den slags. Indtil nu.
På Sivas’ nye single ‘4Livet’ går han nemlig ind over et beat, hvor en spændstig guitar triller afsted i baggrunden. Tekstuniverset er klart i den melankolske ende: »Min bedste ven fra barndommen sidder stadig i en celle«, rapper han i første vers. Det er nærmest en form for melankolsk gaderap-country, vi har at gøre med her.
Tracket er produceret af Sivas’ faste følgesvend Reza, der har stået bag rapperens produktioner helt siden det brede gennembrud med ‘D.A.U.D.A.’. Men denne gang har han altså skabt en helt anderledes lyd.
Sivas har desuden snart et album på vej, skriver han på Instagram. Her har han postet et artwork med ordet ‘Contra’, hvilket lyder som om, det godt kunne være titlen på dén udgivelse. Og derudover skal han altså på turné snart, hvor han kan opleves i Aarhus, København og Aalborg den 26. april, 27. april og 3. maj.
Læs anmeldelse: Sivas ‘Ultra’