Der var i går radiodebut på to nye numre fra Radiohead-frontmand Thom Yorke, da de blev spillet i BBC-programmet ‘Unclassified’ med Elizabeth Alker. Der er tale om sangene ‘Gawpers’ og, måske mest interessant, ‘Don’t Fear the Light’, som er Yorkes første klassiske nummer.
De to numre har egentlig haft deres koncertdebut og er derfor ikke helt nye, men optagelser af dem har ikke været tilgængelige for os andre indtil nu. Og det er stadig lidt besværligt, for man skal ind og lytte på den arkiverede radioudsendelse – ‘Don’t Fear the Light’ kommer ved 27:30 og ‘Gawpers’ ved 47:20.
Begge numre havde deres livedebut til den såkaldte ‘Minimalist Dream House’-koncert i Philharmonie de Paris 7. april, og det er da også her, optagelserne stammer fra.
‘Dont’ Fear the Light’ er en tredelt komposition med blandt andet to klaverer og synthesizer, mens ‘Gawpers’ består af Yorkes sang akkompagneret af klaverduoen Katia og Marielle Labèque.
Læs anmeldelse: Radiohead-frontmand Thom Yorke spreder uhygge med alsidigt horror-soundtrack