Distortion har lavet lidt om i strategien. I 2019 er antallet af store gadescener reduceret til omkring 11 stykker på henholdsvis Nørrebro og Vesterbro, mens der så er givet mere plads til de såkaldte street events, der indeholder et hav af klassiske, skøre Distortion-tiltag.
Men vil man feste på Nørrebro og Vesterbro, så skal man læse med her, for festivalen har netop afsløret de 21 musikscener, som kommer til at spille højere end resten den 29. og 30. maj.
De fleste af scenerne har en klar profil, og på Nørrebro man du for eksempel finde den elektroniske musik til Yellow x Coma Club, TooManyLeftHands og Emotive, mens arrangører som Rust, Rope of Dope og Kulturen står for hiphop, urban og r’n’b.
Specielt sidstnævnte har indtil videre annonceret et ret vanvittigt program med internationale bookinger. Kulturen rykker nemlig sammen med streetwear-labellet Unidentified ind på Blegdamsvej og præsenterer et stort lineup af hiphop fra både det britiske stortalent Slowthai og den hypede amerikanske rapper Tierra Whack, som sidste år udgav det fænomenale album ‘Whack World’ – hertil en lang række af danske og skandinaviske rappere som Jireel, Lillebittebock og Emil Kruse.
Torsdag fester Culture Box og TooManyLeftHands på en helt ny location på gaden langs banelegemet på Ingerslevsgade, mens der er hiphop og r’n’b i lange baner på Rådhuspladsen og til Red Bull Musics scene i Øksnehallen, hvor Soundvenue også er med på vognen.
Det kræver Gadearmbånd eller Distortion Pass at komme ind til Red Bull Music-scenen på Vesterbro samt Rådhuspladsen begge dage. De øvrige musikscener er gratis.
Alle scener spiller som udgangspunkt fra 16.00-22.00, men der er undtagelser, som er angivet i parentes forneden.
Få det fulde overblik forneden og læs mere om de enkelte fester på Distortions website HER.
Nørrebro – 29. maj
Copenhagen Famalay in the Caribbean – Fælledvej 13
Emotive – Baggesensgade 36
Kulturen – Blegdamsvej 28
Kontrolleret Kaos – Rådhuspladsen (åbent 15.00-00.00)
Rumzar x The WAKE Collective – Dronning Louises Bro
Rope of Dope – Nørrebrogade 92
Rust – Guldbergsgade 8
Sort Distortion – Ravnsborggade 23
South Wise – Birkegade 23
TooManyLeftHands – Nørrebrogade 114 (lukker kl. 23.00)
Yellow x Coma Club – Kapelvej 7
Vesterbro – 30. maj
Banana Club – Dybbølsgade 68
Culture Box – Ingerslevsgade 22 (lukker kl. 00.00)
Distortion World – Otto Krabbes Plads
Fantastic – Godsbanegade 24
Hypetrade x Puma x Arch – Rådhuspladsen (åbent 15.00-00.00)
Juju Man Sound – Skjald Hvides Gade 12
Red Bull Music – Øksnehallen (åbent 15.00-03.00)
Sort Distortion – Istedgade 45
TooManyLeftHands – Ingerslevsgade 20 (lukker kl. 00.00)
Tunghør – Arkonagade 11
Læs også: Distortion afslører 50 nye navne – fuldt program til Ø’en og masser af Club-navne