Excelsior var i fuld kontrol på Spot Festival
Excelsior forstod at bygge en stemning op. Efter konferencierens præsentation fulgte en længere båndet triphop-intro, før Anja Tietze Lahrmann indtog scenen flankeret af en guitarist og i løbet af koncerten ligeledes to korsangere.
De agerede nu blot icing on the cake, for det var tydeligt, at Lahrmann bar den altdominerende rolle, vokalt såvel som musikalsk.
Hun var i fuld kontrol over sit sparsomme elektroniske setup, men der var nu ingen minimalisme at spore i de porøse kompositioner, som på glimrende vis morfede både det digitale og det analoge og desuden rummede lag af samples, hvorfor lydbilledet tog sig ganske majestætisk ud.
Excelsiors selvdefinerede genrebetegnelse polyphonic confessions gav god mening, når Lahrmann i bredspektrede synthklange desuden sang om at stille spørgsmål, undgå øjenkontakt og brænde af skam. Her udstrålede hun nærmest en Björk’sk myndighed, og sammen med en fokuseret ‘In Silico’ tegnede det blandt koncertens højdepunkter. Musikken var i fuldt fokus, hvorfor publikumsinteraktionen begrænsede sig til anerkendende smil, der tydeligt tilkendegav Lahrmanns taknemmelighed.
Hun viste desuden stort melodisk overblik i et par korte instrumentale interludes, så man nærmest ærgrede sig over, at de elegante og iørefaldende løb henover tangenterne ikke blev forløst i egentlige sange.
Excelsiors medbragte assistenter løftede koncerten mod slutningen, hvor deres roller ligeledes fyldte mere. Således gav guitaristen volumen til ‘Time of None’, og korsangerne tilføjede indtagende harmonier i et nyt nummer om at bevæge sig ind i skovens dyb og møde rovdyr.
Derfor virkede det også som et ligegyldigt træk at fremføre koncertens sidste sang nærmest som en a cappella art-performance og afslutningsvis kaste kviste ud på gulvet. Et lettere formålsløst element i en koncert, som viste Excelsiors fornemme format.
Kort sagt:
Excelsior var i fuld kontrol og viste det bredspektrede format i de elektroniske, gennemarbejdede og porøse kompositioner.