Jay-Z lå sidste år solidt på førstepladsen på listen over verdens rigeste hiphopartister, og den position ser han ud til at holde på i år. Ifølge Forbes har Shawn Carter nemlig ramt en milliard amerikanske dollars som den første i den kategori.
Og det er endda kun et konservativt bud på hans formue, skriver magasinet. Udover at være den første rapper med den slags penge, skriver Forbes også, at der i underholdningsindustrien generelt kun er en håndfuld mennesker, der kan kalde sig milliardærer i dollars.
Rapperens formue består efter sigende af blandt andet ejendomme i Los Angeles, Tribeca og the Hamptons, kunstværker og aktier i selskaber som Uber.
Og så har Jay-Z’s mange forretningseventyr indtjent en hel del – disse tæller blandt andet streamingtjenesten Tidal, tøjmærket Rocawear og cognac-mærket D’Ussé.
Læs også: Den store golden age-quiz: Hvor meget ved du om New York-rappens gyldne tid?