Kanye-signede Valee udgiver surprise-ep – farver sin hund rød til coveret

Kanye-signede Valee udgiver surprise-ep – farver sin hund rød til coveret
Valee.

Chicago-rapperen Valee, der er signeret på Kanye Wests pladeselskab G.O.O.D. Music, har delt en spritny ep ud af det blå. ‘Runnin’ Rich’ hedder udgivelsen, som ligger på solide syv tracks.

Ep’en er ikke at finde på de gængse streamingtjenester, i hvert fald lige nu, men ligger til gengæld frit tilgængelig på websitet Audiomack, hvor den kan lyttes gratis.

Det bliver dog nok ikke selve musikken, der kommer til at skaffe Valees projekt mest omtale, men coveret. Det er nemlig et billede af rapperens lille chihuahua, som han simpelthen har farvet rød fra top til tå. Det fik han en del hug for, da han for en lille uges tid siden postede en video af den kulørte køter.

Flere har på de sociale medier anklaget rapperen for dyremishandling og påpeget, at kemikalierne i hårfarve kan være skadeligt for hunden. Til det svarede han på Twitter igen med, at det er »spiselig vegansk farve… ingen kemikalier«.

Valee udgav den enkeltstående single ‘You And Me Both’ for blot et par uger siden, så han må siges at være ret aktiv lige nu. Han er også at finde på YG’s seneste udspil ‘4Real 4Real’, hvor han sammen med Boogie gæster nummeret ‘I Was on the Block’.

Læs også: Mød Valee: Stilsikker trap-rapper, der er kommet i stald hos Kanye og Pusha T’s G.O.O.D. Music

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af