YG forsøger at forny sin west coast-lyd på ‘4Real 4Real’
Det sendte rystelser gennem det amerikanske hiphopmiljø, da west coast-rapperen Nipsey Hussle i slutningen af marts blev skudt og dræbt foran sin tøjbutik i Los Angeles. Drabet medførte et hav af dybtfølte reaktioner på de sociale medier, og flere rappere viste deres respekt til Hussle ved at udsætte deres albumudgivelser. Én af dem var west coast-rapperen og -fornyeren YG, der nu har dedikeret hele det nye album ‘4Real 4Real’ til sin afdøde ven og hyppige samarbejdspartner.
I samarbejde med den faste producer-partner DJ Mustard nytænkte YG gansterrappen med sit debutalbum ‘My Krazy Life’ fra 2014, og på det efterfølgende ‘Still Brazy’ moderniserede han fortællingen fra Comptons gader. På sidste års ‘Stay Dangerous’ gik noget af kanten ironisk nok tabt i gangsterrappens forudsigelighed, og spørgsmålet er nu, om YG kan bryde med sin egen lyd og igen gøre sin gangsterrap relevant?
På ‘4Real 4Real’ gør han i hvert fald et forsøg. For selv om YG til tider falder tilbage i gamle vaner – og desværre også falder igennem – så skyder rapperen samtidig sin lyd i nye, interessante retninger, der med en videreførsel kan føre til en (tiltrængt) nyskabelse af YG’s lyd.
Det nye ligger i de lyd- og flowmæssige eksperimenteringer fra især albummets første del. Underlægget til ‘In the Dark’ udgøres af den karakteristisk tunge og simple, dansende synthbas, som i starten af 10’erne gjorde DJ Mustard til et af de største producernavne i verden. Men med de hviskende hooks, den overdrevne brug af »dark«-rim, og humoristisk skæve linjer som »her ass really shock me like pikachu«, trækker udtrykket tråde til simpeltheden fra Soundcloud-rappen, og det mere afslappede udtryk klæder YG og hans humor.
På et andet Mustard-produceret nummer sker noget lignende. YG’s vokal over den dominerende bas-drone på ‘I Was On the Block’ er mere tilbagelænet end nogenside, og nede fra lowriderens dyb opstår et druggy, sløvt udtryk, der endda overgår selv Snoop Doggs mest rødøjede toneleje og skaber en stærk kontrast til de ellers hårde gadefortællinger. Samtidig krydrer YG kontrasterne yderligere, når han i verset skifter til et hurtigt, stringent og velkontrolleret flow.
Den mest tydelige afstikker på albummet er YG’s flirt med det latinamerikanske bandemiljø på ‘Go Loko’, der trods meme-modvind på Youtube både flot formår at bygge bro mellem de sorte og latinamerikanske ghettomiljøer og rammer perfekt ind i tidsånden med de spanske solstrøg og de dovne, Soundcloud-inspirerede flows i første vers. Nummeret fungerer overraskende godt, og det mere tilbagelænede, solrigt dansende udtryk åbner døren op for YG’s 2019-relevans set i lyset af den unge rapper Bluefaces enorme succes, der om noget udspringer fra den lyd, som YG har ført frem indtil nu og fortsat vedligeholder i rappernes fælles samarbejder.
Bandegrupperingerne i hiphopverdenen er måske ikke så hårdt optegnede, som de var engang. YG er kendt som stor tilhænger til Bloods-grupperingen – rødtblødende fra hjertet. Men alligevel står intet til hinder for, at han kan hjælpe en ung upcoming rapper som Blueface, der har tilhørsforhold til Crips, med at komme frem, hvilket er tilfældet, når de står sammen i remixet til kæmpehittet ‘Thotiana’ – side om side, rød og blå. Og igen er det måske mest åbenlyse tilfælde venskabet med Nipsey Hussle, der ligeledes har været muligt trods de modstridende bandeorienteringer. Som YG siger i sin tale efter Nips død, ‘My Last Words – Nipsey Tribute’: »My brother from the other color«.
Alligevel har YG dog ikke helt lagt bandanaen på hylden, hvilket eksempelvis høres i den (måske lidt for) klassiske gadetraver ‘Bottle Service’, der til lyden af et fremaddrevet klaverbeat behandler både penge- og pigeproblemer. Og særligt ‘Stop Snitchin’ viser, hvordan YG’s bandeblod stadig bruser. Nummeret, der forkaster stikkere i bandemiljøet, blev først præsenteret til en Coachella-koncert, hvor budskabet blev rettet direkte mod New York-rapperen Tekashi 6ix9ine med storskærmsbilleder af hans mugshot i forbindelse med anholdelsen og den mulige fængselsdom, som 6ix9ine eftersigende arbejder på at få nedbarberet ved at samarbejde med politiet.
Gangstersangene har vi hørt før, men på ‘Stop Snitchin’ leger YG med sit skæve flow på en måde, at der alligevel sker noget nyt.
I modsætning til albummet ‘Still Brazy’, der udkom i kølvandet på, at YG var blevet skudt i sit musikstudie, lader gadelivet generelt til at fylde mindre på ‘4Real 4Real’, hvilket faktisk er en skam. Intronummeret ‘Hard Bottoms & White Socks’ er en flot hædersrunde, der placerer YG som en del af et legendarisk west coast-miljø, men med bandelivet på afstand savner man historierne fra den anden side af medaljen, der før har gjort indtryk.
Day Sulan fortæller en kort, men rammende historie om en skæbne tabt i gaderne på ‘Her Story’, og det er da forfriskende endelig at høre YG fortælle om, hvordan det er at være »side nigga« på ‘Play Too Much’. Både YG og Meek Mill åbner (næsten) hjerterne helt op på ‘Heart 2 Heart’, mens alle historiefortællende nuancer forsvinder i den nærmest komisk overfladiske og r’n’b-overdøvende ‘Keshia Had a Baby’: »I know we all know a girl named Keshia. If you don’t, listen to this«, indledes historien eksempelvis.
Måske YG er træt af de barske historier. På det G-funk-gennemsyrede dansehit ‘Do Yo Dance’ synger han frydende: »From the hood I escaped / so I do my dance everyday«, og måske vil han med sin succes nu bare følge strømmen fra G-funk-flowet og holde sig til de gode historier – men det bliver ikke i dansens nostalgi, at han finder relevansen. For hvor er historien om Nipseys død eksempelvis?
De store historier mangler på ‘4Real 4Real’, men hvis YG kan formå både at kombinere fortællingerne med de nye eksperimenterende tendenser, så kan han endelig finde relevansen igen.
Kort sagt:
Selv om YG til tider falder tilbage i gamle vaner på ‘4Real 4Real’ – og desværre også falder igennem – så skyder rapperen samtidig sin lyd i nye, interessante retninger, der med en videreførsel kan føre til en (tiltrængt) nyskabelse af west coast-rapperens lyd.