Man blev blød i knæene og våd i øjenkrogen af Lil Halimas koncert på Roskilde Festival
Livsbekræftende, letsindig og lækker r’n’b er en gennemprøvet og endevendt størrelse. Så meget at man kunne frygte, at norske Lil Halima ville have svært ved at brænde igennem. Den frygt fik hun hurtigt gjort til skamme, da hun indtog Countdown-scenen i en solnedgang, som matchede hendes visuals’ varme farver.
Lil Halima er klassisk r’n’b uden de store svinkeærinder, og de tre numre ’Take Me to Your Planet’, ’Young Luv’ og ’Would U’ introducerede tidligt et lydbillede med funky trommer, soulede synths og jazzede momenter. Alt sammen tilsat Lil Halimas fløjlsbløde og sarte vokal, som koncerten igennem var fuldstændig sikker – ligesom hovedpersonen selv i øvrigt, der havde en klar ro og oprigtig publikumskontakt.
Arven efter tidens amerikanske r’n’b-stjerner var tydelig, men alligevel har Lil Halima noget nordisk og tilbagelænet over sig, som giver hende kant. Under et cover af Drake og Rihannas ’Too Good’ var det tydeligt, at Lil Halima klart har sit eget udtryk, så det ikke bare var en gimmick, men et øjeblik, der var i kongruens med resten af hendes univers.
Hertil skriver hun sange, der er så gode, at man stedvist blev blød i knæene og våd i øjenkrogen. Poppet og fængende, men uden at blive for banalt – som den rørende og sårbare ’Hold Me’, der blev leveret med stor inderlighed. Og efter at have gjort opmærksom på, at vi havde sidste dag i Pride Month, klingede ’Who Do U Love’s euforiske omkvæd ud over pladsen. Lukkeren ’Train’ fik én til at gå derfra opløftet og med lidt mere mod på livet.
Læs også: Roskilde Festival: Disse koncerter skal du se søndag, mandag og tirsdag