Mange vil måske mene, at vi ikke har brug for endnu en musik-streamingtjeneste. Spotify sidder tungt på markedet i Danmark hvor også Apple Music, YouSee Musik og Tidal er markante tilbud.
Men det tankesæt håber Moodagent at udfordre fra den 19. september, når den nye danske streamingtjeneste launcher i Danmark.
Moodagents hemmelige våben er en patenteret teknologi, der generer data om hvert enkelt musiknummer i kataloget på en række forskellige parametre som følelser, stemning, genrer, instrumenter og vokaltyper. Det giver brugeren mulighed for at sammesætte playlister og søge ny musik baseret på en sindrig kombination af humør og smag.
Teknologien kombinerer machine learning med audio analyse og skaber, ifølge Moodagents danske grundlæggere, Peter Berg Steffensen og Mikael Henderson, et langt mere præcist værktøj end anbefalings-features på andre streamingtjenester.
Moodagent tilbydes ikke i en gratis version med reklamer, som man eksempelvis kender det fra Spotify, men bliver en full premium service, der koster 99 kroner om måneden. Tjenesten bliver rullet ud i flere lande, herunder Indien og Tyskland, over det næste års tid.