Missy Elliott tager forskud på weekenden med en overraskende udgivelse: Hiphop-ikonet har nemlig uden varsel sluppet sin første ep og udgivelse i hele 14 år under titlen ’Iconology’.
På ep’en, der rummer fem nye numre, har Missy Elliott blandt andet allieret sig med makkeren Timbaland, der har haft en finger med på produktionssiden af adskillige af Missys allerheftigste 90’er- og 00’er-hits. Det gunstige samarbejde leverede en futurisk lyd, der så godt som var soundtracket til hiphopscenen omkring årtusindeskiftet.
Foruden Timbaland gæstes Missys produktioner på ’Iconology’ ligeledes af Wili Hendrix, mens Sum1 er med som eneste gæst på ’DripDemeanor’.
’Iconology’-udgivelsen bakkes desuden op af en farvestrålende, stærk video med masser af grill-prydet attitude og hypnotiserende moves i ægte Missy-stil – og ikke mindst et visit fra Teyana Taylor, der indleder hele showet med at skære ud i pap, at Missy Elliott er en hiphop-innovator af rang.
Trods de fjorten års albumdvale, har Missy hverken været gone eller forgotten. Et par sporadiske singler og features er det blevet til (blandt andet Pharrell-samarbejdet ’WTF (Where They From)’ og gæstevers for blandt andre Busta Rhymes, Lizzo og Ariana Grande) siden ’The Cookbook’ fra 2005, der altså er hendes senest reelle udgivelse, når man ser bort fra opsamlingerne ’Respect M.E.’ fra 2006 og ’Original Album Series’ fra 2013.
Læs også: Missy Elliott modtager fortjent årets Video Vanguard Award til MTV VMA’s