Francis and the Lights har mange gode (og kendte) venner. Det beviste han med gennembrudssinglen ‘Friends’ fra 2016, der havde besøg af både Kanye West og Bon Ivers Justin Vernon.
Et par album senere og så er vi her igen: Francis and the Lights har udgivet den nye single ‘Take Me to the Light’, og som gæster finder vi igen Vernon og West. Stilen er den, vi kender Francis for: Melankolsk elektronisk pop med masser af autotune, vokalharmonier og nogle i dette tilfælde ret heftige Phil Collins-vibes.
Francis Farewell Starlite, som hovedkræften bag projektet hedder, har gennem karrieren arbejdet med navne som Drake, Lizzo, Chance the Rapper, Frank Ocean og The Weeknd, og hans sangskriverevner står altså i høj kurs hos de rigtige folk.
Læs også: Kanye West interviewer Kim Kardashian: »Hvordan vidste du, at jeg var den rigtige for dig?«