Tilbage i marts annoncerede Grimes det nye album ’Miss_Anthropocene’, hendes første siden det roste ‘Art Angels’ fra 2015, med en udførlig forklaring af dets tematikker: »Det er et konceptalbum om den personificerede gudinde for klimaforandringer, »en psykedelisk, rumdvælende dæmon/skønhedsdronning, som nyder verdens undergang«, skrev hun i et nu slettet Instagram-opslag, og nu har vi så fået en single fra albummet, der lader til at iscenesætte netop denne mystiske gudinde.
I musikvideoen til den atmosfæriske synthbanger ’Violence’ ser vi nemlig Grimes som en nærmest overjordisk amazone, der oplæres i the art of war i et græsk/romersk-tempel, mens hun synger »you wanna make me bad, and I like it like that«.
Hvis ideen om at idealisere og personificere klimakrisen som en smuk og sassy gudinde lyder en smule abstrakt og måske decideret upassende i dine ører, så giver det måske bedre mening, når Grimes begrunder konceptet således: »Klimaforandringer er noget, jeg kun bliver konfronteret med på en trist/skyldig måde… Når man læser nyheder, og hvad ved jeg… Så mit mål er at gøre klimaforandringer sjove (…) Måske er det lettere at kigge på, hvis det er en karakter og ikke bare abstrakt dommedag«.
Hvor ‘sjovt’ det bliver, må tiden vise. ’Miss_Anthropocene’ har endnu ikke fået en officiel udgivelsesdato.
Læs også: Her er 26 udenlandske album, vi glæder os helt vildt meget til i anden halvdel af 2019