Soundvenue fuldender talk-programmet til endagsfestivalen INPUT – komik i en krænkelsestid, ligestilling og Standard Live

Komikeren Anna Juul, her i rollen som Veronika Katinka fra ‘Den Korte Radioavis’, er blandt paneldeltagerne til INPUT.

Med små tre uger til at INPUT indtager Pumpehuset den 28. september, er vi klar med det fulde talk-program for endagsfestivalen. Tre talks og en live-podcast føjes til de allerede annoncerede besøg fra Fenar Ahmad og dele af ‘Valhalla’-holdet og et panel, der zoomer ind på tidens queer-tendenser i dansk tv og film.

Mød blandt andre tre af landets sjoveste mennesker fra den unge komikergeneration – Jesper Groth (’Klaphat’), Anna Juul (’Den Korte Radioavis’) og Kasper Stensgaard Sørensen (DR3’s satire gruppe) – der diskuterer med grænsesøgende eksempler, hvor de selv trækker stregen, når det kommer til at lave komik i en krænkelseskultur. Lægger de bånd på sig selv? Skader det den progressive comedy? Og er der noget, man ikke laver sjov med mere post-#Metoo?

Du får også mulighed for at møde værterne bag Soundvenues hiphop-podcast Standard, når Kristian Karl og Mads Viktor optager en særlig live-udgave til INPUT. Lillebittebock er gæst og fortæller om at være talsperson for en fortabt generation, om sit eget misbrug, om at blive clean, og hvordan hans nye musik afspejler den proces.

Vi sætter samtidig fokus på debatten om kønsligestilling i dansk musik sammen med et kyndigt panel bestående af Anya, Roskilde Festivals musikchef Anders Wahrén og bookeren og en af initiativtagerne bag SheCanPlay Sarah Sølvsteen. Mens problemstillingen ikke er ny, er der stadig få løsninger på problemet. Dem forsøger vi at finde sammen med panelet.

Og så undersøger vi tidens klubkultur. For har samfundet ændret måden, vi går i byen på? Emner som safe spaces og identitetspolitik er blevet en fast del af nattelivet i København. Hvad betyder det for kulturen og festen? Dj’en Ena Cosovic, dj’en og den garvede promoter Waqar og Freja Sigsgaard-Hansen fra det nye initiativ Club Mafia, der arbejder for et tryggere natteliv, giver deres bud på udviklingen. Talken præsenteres i samarbejde med Strøm.

INPUT sætter fokus på nye strømninger i kulturen med en stribe koncerter, live-podcasts, interview, overraskelser og talks med danske musikere, skuespillere, forfattere, instruktører og brancheeksperter. Alle er velkomne, og arrangementet er gratis.

Du kan løbende følge med på Soundvenue.com/input. Tjek også eventen på Facebook.

Læs også: Soundvenue lancerer endagsfestivalen INPUT med fokus på kulturens næste bølge

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af