Tyler, the Creator har delt en ny musikvideo til ’A Boy is a Gun’ fra albummet ’Igor’. I videoen vender han tilbage som sit pastelglade alterego, vi også mødte i videoen til ’Earfquake’, med blonde grydeklippede lokker dinglende ned i øjnene.
I den nye video følger vi Tyler som frustreret, forelsket rigmand, der tumler med forholdet til en ung mand, der pakker sine ting for at køre bort med en kvinde. Tyler forlades således alene i sit overdådige palæ ved vandet, mens vi efterlades med en stærk kandidat til en af årets bedste videoer – og et potentielt indblik (hvis man da nogensinde kan tale om et sådant) i labyrinten, der er Tyler, the Creator.
Videoen er instrueret af Tylers kreative alias Wolf Haley (som går igen som fiktiv karakter på ’Goblin’ og ’Wolf’). De sydeuropæiske vibes, slut-70’er-moden og ikke mindst det tumultariske forhold mellem Tyler og den unge mandlige modeltype bringer stærke mindelser om Luca Guadagnino-mesterværket ’Call Me By Your Name’ fra 2017, som Tyler, the Creator også tidligere har refereret til i sit tekstunivers.