Klumben og Raske Penges første fællesalbum ‘Livet’ disker op med vittig og skarp reggae
Klumben og Raske Penge er en konstellation, der giver så meget mening, at det er lettere absurd, at vi først nu har fået et helt fælles album fra de to reggaeglade lyddrenge. Så det er da også forståeligt, at de på ‘Livet’ ikke træder særlig meget væk fra den tilbagelænede, synthorienterede dancehall og reggae, der gjorde sange som ‘Faxe Kondi’ og ‘Hash’ til nogle af de største hits i begges diskografier.
Eller, der er sket noget. Lyden er markant mindre minimalistisk, selv om der altså stadig ikke er tale om umanerligt komplekse arrangementer. Albummet er produceret af TopGunn, og det hele er blevet mere poleret end tidligere – men aldrig så meget, at det nedvander hovedpersonernes personligheder.
Der bliver også taget nogle få skridt over i andre stilarter. ‘Homies & familie’ har et bossanovabeat, der lyder lidt hen ad Hans Philips solomateriale, ‘Hus på bakken’ har et hårdkogt trapbeat, og ‘Ghettio’ og den afsluttende ‘Hva faen’ lyder nærmest mere af dub, end det lyder af reggae.
Lyden er selvsagt en vigtig del af ethvert album, men når det gælder Klumben og Raske Penge, er lyrikken mindst lige så vigtig en del af opskriften. Oftest holder humoren fantastisk godt. Sange som ‘Skru op’, ‘Ska ska ik’ og ‘Pinlig pinlig’ byder på massevis af vittige linjer.
‘Livet’ er dog langt fra blot et humoristisk album. Det er også et inderligt, tænksomt album. ‘Ska ska ik’ er et pragteksempel på albummets balancegang, for hvert eneste humoristisk indspark på den sang er rodfæstet i en større fortvivlelse over livets tilværelse. Titelnummeret er lidt i samme dur, men dog med knap så mange mindeværdige linjer – det slår ikke rigtigt igennem, fordi det langt hen ad vejen savner konkrete detaljer, hvorimod ‘Ska ska ik’ elegant får placeret lytteren i Klumbens og Raskes sko.
Der er også numre, der reflekterer bredere over livets tilværelse. ‘Ansvarlig’ giver råd til, hvordan en yngre generation skal undgå at havne i ballade. ‘Satan på holdet’ er et stærkt politisk nummer, der leder tankerne hen mod Natasjas ‘Gi’ mig Danmark tilbage’, som den hastigt dissekerer den ene forkastelige politik efter den anden. Og afslutningsnummeret ‘Hva faen’ snakker om en række forskellige store og små ting, som på den ene eller anden måde er tabuiseret i samfundet.
‘Hva faen’ er absolut et underholdende track, men med lidt under fem minutter er det albummets længste sang, og det langsomme reggae-groove ender med at blive en kende ensformigt til sidst. Selv om sangen ikke har et decideret omkvæd, bliver det kortfattede hook også gentaget så meget til sidst, at lidt af charmen forsvinder.
Hooks er et af albummets mere blandede punkter. På de bedste, som på ‘Skru op’, ‘Ansvarlig’, ‘Ghettio’ og ‘Satan på holdet’, opsummerer de flot det, som sangen handler om, samtidig med, at man får lyst til at synge med, hver gang, de vender tilbage. På den ellers glimrende ‘Pinlig pinlig’ ender det ene ord »pinlig« med at blive gentaget så meget, at det næsten mister enhver betydning.
Det eneste nummer på albummet, der dog føles pinligt, er ‘Prøv igen’ feat. TopGunn, hvis hook også bliver lidt tåkrummende, som TopGunn hulkende synger »why, why, why«, »ej, ej ej« og »mig, mig, mig«. Det er en påfaldende kaloriefattig breakup-sang, der kun reddes af TopGunns livlige, kreative produktion. Sangen bliver dog lidt mere interessant, hvis man læser den som en allegori over duoens forhold til musikindustrien og den danske mainstream.
De fleste numre har dog langt mere charme. Det er hyggeligt at være i Klumben og Raske Penges musikalske selskab, og langt hen ad vejen er albummet både jordnært, relaterbart og morsomt.
Kort sagt:
Det første fælles album fra Klumben og Raske penge byder på godt med tænksom, vittig og skarpsindig reggae – samt et par få svipsere hist og her.