Det var komplet umuligt ikke at blive smittet af Lizzos energi i K.B. Hallen

Det var komplet umuligt ikke at blive smittet af Lizzos energi i K.B. Hallen
Lizzo i K.B. Hallen. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Det var de ægte fans, der var mødt op i K.B. Hallen for at se og høre Lizzo. Og de var klar til at feste.

Det var tydeligt, da amerikanerens dj i opvarmningssættet startede festen med et mashup af ‘We Found Love’ og ‘I Wanna Dance With Somebody’. Allerede her dansede folk helt vildt. Og fra Lizzo kom på, til hun forlod scenen, var der nærmest ikke et øjeblik uden jubel.

Faktisk var jublen så stor, da Lizzo viste sig for første gang, at man næsten kunne frygte, at hun ikke ville kunne indfri de høje forventninger, der sitrede i salen. Men i stedet for at blive slået omkuld af modtagelsen, red Lizzo publikumsbølgen hele showet igennem med hver en kunstpause, self care-prædiken og divafrasering.

Lizzos musikalske kvalitet er veletableret, og hendes blanding af 90’er-funk, gospelballader, hiphop og gedigen dansepop var afvekslende og lød godt, også selv om det blev afviklet som backingtrack.

For det var Lizzo, der var i fokus. Hendes imponerende vokal stormede op og ned på numre som ‘Cuz I Love You’ og ‘Lingerie’ til publikums store begejstring. Og så er der selvfølgelig attituden.

Det ville ikke være overraskende, hvis mange af Lizzos fans kunne lide hende, uanset hvilken slags musik hun lavede. For hendes tiltrækningskraft er, at hun indtager et rum – om det er et track, en musikvideo, en scene – med en sådan tilstedeværelse og energi, at det er umuligt ikke at blive smittet.

Lizzo i K.B. Hallen. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Lizzo er ikke en, der tvivler på sig selv. »I’m not gonna liiiie, I’m feeling goooooood«, sagde hun, inden hun fortalte om alle de idioter, der kommer og siger undskyld til hende, hvorefter hun sprang ind i balladen ‘Jerome’, der tydeligt tegner en linje tilbage til forgængere som Erykah Badu og hendes ‘Tyrone’.

»I’m here to let your know, there’s nothing wrong with you. There’s nothing wrong with you bitch«, prædikede hun fra scenen. Og det var tydeligt, at Lizzos projekt er, gennem sin musik, at give folk en tro på sig selv og frigøre dem fra omverdenens forventninger. Ikke nødvendigvis et kontroversielt projekt i 2019, men naturligvis et umådeligt prisværdigt et. Og det lader til, at Lizzo lykkes med det, for alle hendes fans hujede hende på vej gennem hele koncerten.

Henimod slutningen tog Lizzo en kæmpe fjerjakke af og afslørede et par bukser med »THAT« skrevet på det ene ben, »BITCH« på det andet og »100%« på numsen, hvorefter hun satte trumf på med hitparaden ‘Good As Hell’, ‘Truth Hurts’ og ekstranummeret ‘Juice’. Et kort øjeblik var man bange for, at K.B. Hallen skulle brænde ned igen.


Kort sagt:
Lizzo skabte en frigørende fest, som blev båret lige dele af publikums begejstring og Lizzos attitude og musikalske kvalitet.

Læs også: Efter anklager om plagiat: Lizzo giver officiel anerkendelse til forfatter af tweet

Lizzo. Koncert. K.B. Hallen.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af